Torsdag morgen reagerede to forbipasserende lynhurtigt, da de opdagede, at to huse i Simmelkær stod i flammer.
Det kan have reddet menneskeliv.
»Det var virkelig flot klaret,« siger indsatsleder Peter Kristensen fra Brand & Redning MidtVest til TV Midtvest om de forbipasserendes indsats.
»Det var resolut og handlekraftigt. Vi påskønner altid, når borgere hjælper med at redde dyr og andre menneskers liv,« tilføjer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, overfor B.T.
De forbipasserende skyndte sig at alarmere brandvæsenet og bankede derefter på dørene i de i alt seks sammenhængende rækkehuse, hvoraf to allerede brændte.
I de huse, hvor ingen lukkede op, sparkede de forbipasserende døren ind for at få beboerne ud i tide.
Da brandvæsenet var fremme blot et kvarters tid efter, at branden var blevet anmeldt, var de to brændende rækkehuse på Troldkærvej i Simmelkær så overtændte, at de ikke stod til at redde.
Derfor målrettede brandvæsenet sin indsats på at redde de fire øvrige rækkehuse, hvilket heldigvis lykkedes.
Et af husene har dog fået vandskader i forbindelse med slukningsarbejdet.
»Brandvæsenet arbejder stadig med efterslukningen,« siger vagtchef Jens Claumarch.
Branden startede sandsynligvis i et skur ved et af rækkehusene, men hvad den præcise brandårsag var, vil blive undersøgt af en brandtekniker, når stedet er kølet af.
Det er sandsynligvis først tilfældet i morgen eller i overmorgen.