Da toldhunden Andy var på arbejde i Københavns Lufthavn fredag og snusede til de forskellige kufferter, der blev tjekket ind som bagage, viste den især interesse for to af dem.

Da man fik dem åbnet, viste kufferterne at indeholde flere poser med danske og svenske kontanter.

I alt fandt tolderne kontanter svarende til omkring 5,7 millioner danske kroner. Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vores toldhunde afsøger store områder effektivt for både penge og narko, og her til aften (fredag, red.) var der desværre gevinst, da toldhunden Andy snusede sig frem til over fem millioner kroner,« siger Toldstyrelsens kontroldirektør, Michael Lund.

Toldstyrelsen

Sagen om fundet af de mange kontanter kom frem søndag, efter manden med kufferterne var blevet fremstillet i Københavns Byret.

Manden, der er i 40erne, er sigtet for groft hæleri.

Hvor manden havde planlagt at flyve hen med de mange kontanter, ønskede senioranklager Signe Egsgaard fra Københavns Politi ifølge Ritzau ikke at fortælle søndag.

Fundet af de mange kontanter følger i kølvandet på en anden sag fra november, hvor toldere fandt 7,7 millioner kroner, der var gemt i frostpakker i Grønlandshavnen i Aalborg, oplyser Toldstyrelsen.

En dommer i Københavns Byret besluttede lørdag at varetægtsfængsle den rejsende mand frem til slutningen af november.