Hvad laver en lille pige alene i en stor skov søndag morgen?
Sådan tænkte en nordsjællandsk hundelufter, da han ved ottetiden søndag morgen så en cirka seksårig pige går rundt i Jægersborg Hegn ved Skodsborg nord for København.
Manden prøvede at følge efter pigen, men hun blev tydeligvis utryg over hans tilstedeværelse.
Derfor slap han hende af syne, men da han kom hjem igen, kontaktede han politiet.
I et opslag på Facebook efterlyser Nordsjællands Politi nu borgere, der ved, hvem pigen er.
Pigen beskrives som mellem fem til syv år og cirka 130 centimeter høj og almindelig af bygning.
Hun har langt lyst hår og var iført blå- og hvidspraglet jakke, lys nederdel og sorte bukser.
»Vi har ikke noget nyt om hende, så måske har sagen løst sig selv,« fortæller vagtchef Thomas Overgaard til B.T.
Han fortæller også, at politiet heller ikke har fået nogen hendelser fra forældre, som mangler en datter.
Derfor har politiet heller ikke patruljer ude for at lede efter hende lige nu.
»Hvis vi gør det, så skal vi tro på, at der er sket hende noget, og det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på,« siger vagtchefen.
Derfor vil politiet også gerne høre fra folk, som eventuelt genkender pige som deres egen datter.
Hvis du har set pigen eller ved, hvem hun er, så kontakt Nordsjællands Politi på telefon 114.
