Advarsel!

‘Der er blevet fundet kødklumper med søm i smidt på fortovet.’

Det var budskabet i et Facebook-opslag, som hundeejer Benjamin Erichsen forleden delte i Korsør.

»Jeg blev kontaktet torsdag morgen, fordi der var en, der havde fundet kødklumperne ved krydset Elme Allé-Linde Allé,« fortæller den oprørte hundeejer til B.T.

Han opfordrede i sit opslag andre korsoranere til at gå tur og tjekke, om der lå flere af de ondskabsfulde kødfælder.

Og det gjorde der.

»Der var fire-fem personer, som havde tid til at gå ud og kigge. Og de fandt yderligere to stedet i byen, hvor der var blevet spredt kød ud med søm i,« fortæller han.

Dels ved Norstien, dels ved Netto ved Norvangen. Alle tre områder ligger i det sydlige Korsør.

Benjamin Erichsen har politianmeldt sagen. Han har ingen idé om, hvem der kan stå bag.

Det er desværre ikke ualmindeligt, at der bliver fundet kød, der er lagt ud for at skade hunde og katte.

I oktober sidste år berettede Nordjyske om fund af råt kød med små nåle i en skov ved Nørresundby.

I 2019 skrev B.T. om hunden Hubert i Nordsjælland, der var ved at spise en skinke, der var rullet sammen om et søm.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.