En hundeejer mistede på kynisk vis sin hund tirsdag under en gåtur – og nu har politiet igangsat en intens efterforskning af sagen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i et opslag på Facebook.

Politiet mistænker tre unge drenge i sagen. Men de har i skrivende stund svært ved at komme videre i sagen, hvorfor de nu henvender sig offentligt.

»I den forbindelse har vi brug for hjælp fra alle, der har set de tre drenge ved Kvie Sø tirsdag eftermiddag eller som kan genkende dem ud fra signalementet.«

Ved du noget om sagen? Kontakt journalist Sebastian Døssing på mail seds@bt.dk.

Hændelsen skete tirsdag klokken 15.45 omkring Kvie Sø ved Varde.

Her løb den lille hund frit omkring.

Det var ikke kun hundens ejer, som befandt sig i området. Det gjorde også tre unge drenge, har ejeren forklaret politiet.

Og pludselig hørte ejeren et knald og så ned på sin hund:

'Straks efter så den 37-årige sin hund løbe hylende rundt. Manden fik fat på hunden, der blødte fra et sår i siden. Han tog hunden op i armene og bar den sårede hund hen til sin bil og fik den kørt til dyrlæge', skriver politiet og tilføjer:

'Desværre var hunden kommet så slemt til skade, at dyrlægen var nødt til at aflive den og fandt efterfølgende et projektil i hunden'.

Politiet understreger, at de ser med alvor på sagen.

Drengene var iført shorts og havde ens, grønne T-shirts på. De bar desuden et skydevåben.

De løb fra stedet efter hændelsen.

Hvis du har set drengene – eller generelt ved noget om sagen – vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dig – så drengene kan identificeres.

I så fald skal du ringe på telefon 114.