Gidel Olander Johansson husker tydeligt, da hun for år tilbage stillede sig op og tog bilnøglerne fra sin kollega.

Kollegaen havde drukket og var på vej til at sætte sig ind i sin bil.

»Jeg tog nøglerne fra ham, og alle andre i rummet var helt berøringsangste. Men det var jo dybt uansvarligt at lade ham sætte sig ind i en bil,« siger Gidel Olander Johansson.

Den 60-årige kvinde har selv haft spritbilisme tæt inde på kroppen.

2. november 2013 kom hendes søster, Cilla Olander Johansson, gående over for grønt i et fodgængerfelt ved Tivoli i København.

I de samme sekunder racede 23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr med 91 km/t og en promille på over 1 i en bil i det indre København.

Han havde forinden været ved at ramme flere fodgængere, men nu var heldet sluppet op.

Ramze Abdullah Hassan Jabr ramte Cilla Olander Johansson, og hun blev dræbt på stedet. På bagsædet sad flere af hans venner.

»De gik jo fri, og det er da også noget, man kan diskutere. Hvis man sidder bagi i en bil, hvor man ved, at føreren har drukket, er man så ikke ansvarlig?« spørger Gidel Olander Johansson.

Er du endt i en diskussion, fordi du har stoppet en potentiel spritbilist? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

Ramze Abdullah Hassan Jabr er i dag 35 år gammel og skal igen i berøring med det danske retssystem.

Han er nemlig tiltalt for flere tilfælde af narkokørsel. 

Det ser Gidel Olander Johansson som en anledning til igen at tage debatten om narko- og især spritkørsel op.

»De unge drikker stadig enormt meget, men der er ingen debat – det undrer mig. Jeg kunne godt tænke mig, at vi talte meget mere om det, så det bliver naturligt at tage nøglerne fra en beruset person, der er på vej til at køre,« siger Gidel Olander Johansson.

De seneste tal om spirituskørsel er fra Rådet for Sikker Trafik og viser, at der i 2024 var 4.609 sigtelser for spirituskørsel.

Ramze Abdullah Hassan Jabr skal for retten i næste uge.