
Solen var næsten lige stået op, da den nordsjællandske familie tidligt om morgenen 6. juli 2024 kørte afsted mod en spontan ferie på Bornholm.
De nåede dog kun at køre en lille del af vejen, før de på Hillerødmotorvejens forlængelse blev ramt frontalt af en anden bil.
I bilen sad en 32-årig mand, der kørte om kap med sin 25-årige ven.
Et kapløb, der kostede den 32-årige mand livet, men også forældreparret i familiens bil. De to børn på ni og 14 år på bagsædet overlevede begge, selvom de blev alvorligt tilskadekomne.
Den 25-årige mand blev idømt ni måneders fængsel for med sin kørsel at have forvoldt fare for andre, selvom han kørte 100 meter bagved de to biler, da ulykken skete. Sagen blev anket og skal for landsretten i 2027.
I løbet af den seneste måned har børnene og resten af deres familie kunnet læse om to alvorlige ulykker på den samme strækning. I et af tilfældene mistede to personer livet.
»Det løber os koldt ned ad ryggen, hver gang vi læser om det her, og det ripper op i alle sårene. Så sidder man og forestiller sig de opkald, som de pårørende skal have. De samme forfærdelige opkald, vi fik,« fortæller børnenes moster, Ida Karlsen.
Børnene bor i dag hos deres mormor, der efter en lang kamp købte forældrenes hus. De har det »efter omstændighederne« godt.
»De har betalt en højere pris end nogen af os andre. Det at miste sine forældre er der ingen, der bør gå igennem. Derfor tænker jeg også: Hvordan kan de her ulykker blive ved med at ske?,« siger Ida Karlsen.
Forlængelsen, der går mellem Allerød og Hillerød, er en såkaldt 2+1-sporet vej, hvor der i den ene retning er to spor og den anden retning ét spor. Og det skifter så løbende gennem den mere end 13 kilometer lange strækning.
I flere af ulykkerne er det beskrevet, hvordan de frontale sammenstød er sket, når en bilist - ofte i forbindelse med en overhaling - er havnet ovre i det modkørende spor.
Derfor er Ida Karlsen og resten af familien også dybt skuffede over, at man fortsat ikke har »gjort nok« for at gøre vejen mere sikker.
»Efter ulykken valgte man at sætte hastighedsgrænsen ned til 80 km/t, men det er jo ikke nok. Prøv at kigge på Sverige – der har man sådan et midterautoværn. Hvorfor kan man ikke sætte sådan et op midlertidigt?« spørger hun.
Det er besluttet, at strækningen skal udvides til en reel motorvej, og det er et arbejde, som forventes færdiggjort i slutningen af 2027.
Cirka tre og et halvt år efter, at Ida Karlsen mistede sin søster og svoger.
»Det er jo alt for lang tid, synes jeg. Nu er der to yderligere, der er omkommet, og så skal man vente halvandet år i gru for dem, der kører den vej. Det er ikke godt nok,« siger hun.
Flere borgmestre fra de omkringliggende kommuner har både efter ulykken i 2024 og efter de seneste ulykker i år rettet henvendelse til Vejdirektoratet for at få sikret vejen bedre.
Senest har Vejdirektoratet så oplyst, at man i sensommeren vil ændre strækningen, så sporene ikke vil ændre sig løbende, men at der vil være ét spor i den nordlige retning og to spor i den sydlige.
Det er dog letkøbt, mener Ida Karlsen.
»Det er en nem måde at komme uden om det på, og det er slet ikke tilstrækkeligt. Der vil stadig være folk i det ene spor, der overhaler og kommer ud i det modkørende spor. Hvad med det midterautoværn?,« spørger hun.
B.T. har også talt med flere af borgmestrene, der ikke er tilfredse med Vejdirektoratets tilbagemelding. Læs den historie her.


