Lone er tydeligt nervøs.

Hun sidder med et glas hvidvin foran sin iPad og venter på et opkald.

Når hendes franske forlovede, Olivier Macron, dukker op på skærmen, vil hun konfrontere ham med det, hun ved. At Olivier Macron slet ikke findes.

»Jeg har haft det så dårligt. Jeg har tænkt, hvem fanden er det, der sidder bagved,« siger hun.

De mødte hinanden på det danske Tinder, og i otte måneder har Lone talt og skrevet med manden, som hun også har overført 450.000 kroner til.

De penge skulle hun leve for som gammel. Nu er hun nødsaget til at have flere job og har hævet hele sin pensionsopsparing.

Hun har også talt med ham over video, fordi han angivelig arbejder i Sydafrika som entreprenør.

»Jeg prøvede at sige, at jeg ville komme til Sydafrika til ham med pengene.«

»Men det var bedre, at jeg sendte dem, og så kunne vi mødes i Paris senere,« sagde han.

Lone har alligevel investeret sin opsparing i sin forlovede, fordi hun elsker ham. Hun troede, at de havde en fremtid sammen.

49-årige Olivier Macron har lovet bryllupsrejse i Australien, rejser jorden rundt og et liv med store huse og biler. Opskriften på et lykkeligt liv, forklarer Lone.

Sandheden er, at Olivier Macron er en opdigtet person, som er fabrikeret af en kærlighedssvindler.

Lone har mistet alle sine penge til en bedrager, som også har efterladt store følelsesmæssige ar hos hende.
Lone har mistet alle sine penge til en bedrager, som også har efterladt store følelsesmæssige ar hos hende. Foto: Ricky Sam Winther / Byrd
Vis mere

Billederne tilhører i stedet forfatteren Ray Higdon fra USA.

»Jeg var en sparegris, som han bare kunne malke en gang imellem,« siger Lone.

På iPaden dukker billedet af Olivier Macron endelig op på en hakkende videoforbindelse. Du kan se konfrontationen i videoen øverst i artiklen.

»Hej Skat,« siger Lone. »Hvad laver du?«

»Jeg er i Sydafrika nu, men det er meget koldt,« svarer han.

Det er nu, at Lone vil konfrontere ham, mens B.T. er med ved siden af hende.

Lone er en blandt mere end 600 danskere, som de seneste to et halvt år er blevet snydt af kærlighedssvindlere, viser nye tal fra politiet.

Hvert år stiger antallet af anmeldelser, og hver sag kan koste ofrene mange penge og efterlader store følelsesmæssige ar.

Derfor undersøger B.T. over en række artikler nu de udenlandske svindleres metoder og konfronterer dem.

B.T. har set bankudskrifter, som viser store overførsler fra Lone til en konto i den sydafrikanske by Pretoria, som skulle tilhøre Olivier Macrons chauffør.

Men på Facebook er der kun én person med samme navn. Det tilhører ikke en mandlig chauffør, men derimod en kvinde, som også bor i Pretoria.

B.T. har derfor kontaktet kvinden. Men hun afviser alt og har nu blokeret al kontakt fra B.T.

Manden, som Lone har været forlovet med, er ikke den, han har udgivet sig for at være. De billeder, som bedrageren har sendt til hende, tilhører i virkeligheden amerikaneren Ray Higdon.
Manden, som Lone har været forlovet med, er ikke den, han har udgivet sig for at være. De billeder, som bedrageren har sendt til hende, tilhører i virkeligheden amerikaneren Ray Higdon.
Vis mere

I Lones samtale med Olivier Macron passer video og lyd ikke sammen og hakker konstant.

Det gør den, fordi videoen er stjålet fra den rigtige Ray Higdons sociale medier. Svindleren har fjernet lyden, så han selv kan tale ind over videoen.

»Du skal komme til Paris, når jeg er der,« siger Olivier Macron ind over videoen, så det ligner en samtale. Han har en svag accent.

»Ja, det ville være rart,« svarer Lone.

Hun ved nu, at manden på videoen og på billederne ikke er den samme person, som hun har skrevet og talt med.

Men over flere måneder har Lone udviklet stærke følelser for den falske person, som hun ikke kan slippe.

»Et eller andet sted så smelter jeg fuldstændig, når jeg ser ham,« siger hun.

Lone afbryder endelig samtalen for at stille sit spørgsmål til manden, hun er forlovet med.

»Kan jeg spørge dig om noget, Skat? Har du hørt om Ray Higdon?«

Der er stille i den anden ende. Forbindelsen forsvinder, og samtalen slutter. Fra sin mobiltelefon ringer hun igen til Olivier Macron.

»Er du falsk? Har du snydt mig i alt den her tid?« spørger Lone.

»Du skuffer mig. Jeg vil ikke sige noget, men du skuffer mig,« svarer han.

Siden har Lone ikke hørt fra Olivier Macron. Han kommer aldrig til Paris og møder hende.

»Jeg troede på, at han ville komme på et tidspunkt,« siger Lone.

Lone er et pseudonym, men B.T. kender hendes rigtige navn.

Hun har ønsket at skjule sin identitet, fordi hun ikke ønsker, at hendes familie og arbejdsplads kender til bedragerisagen.

Ray Higdon, hvis identitet er blevet misbrugt, fortæller til B.T., at det sker tit og ofte.