Kan man spotte en kommende seriemorder, inden han dræber det første af sine ofre?
Eller en serievoldtægtsmand, der meget ofte vil have samme psykologiske profil?
De spørgsmål har i årevis optaget den danske psykolog Florence McLean, som til daglig arbejder med især børn og unge i Aarhus.
For at finde svaret er hun gået grundigt til værks ved at interviewe 34 dømte seriemordere i især amerikanske fængsler, ligesom hun samlet har undersøgt op mod 300 seriemorderes opvækst, baggrund og handlinger ned i mindste detalje.
Og nu giver hun sin omfattende viden videre i bogen 'Seriemorder – Mennesket bag monsteret', der netop er udkommet.
Bogen udspringer af den undersøgelse af seriemordere, som hun foretog i 2002-2003 i forbindelse med sit speciale på psykologistudiet. Og senere har hun udbygget materialet med en forskningsrapport.
»Jeg blev for alvor interesseret i seriemorderes baggrund, sind og tanker, da jeg tilfældigt dumpede ned i forskellige tv-udsendelser om amerikanske eksperters bidrag til drabsefterforskninger ved gerningsmandsprofilering,« fortæller den 56-årige psykolog.
»Emnet optog mig så meget, at jeg ringede til FBI-hovedkvarteret i Quantico i Virginia og kom i forbindelse med de rigtige mennesker, som kunne hjælpe mig til at få kontakt med seriemordere, som jeg kunne interviewe via spørgeskemaer.«
Det blev til 34 udvalgte seriemordere – 30 i USA, tre i England og en i Australien. Halvdelen gav brugbare svar tilbage i form af breve fra fængslerne, som ét efter ét begyndte at dumpe ind ad hendes private brevsprække i Aarhus.
»FBI havde på forhånd advaret mig om, at nogle af seriemorderne ville forsøge at skræmme og intimidere mig. Det skete også.«
»En af dem forsøgte helt tydeligt at skræmme mig i sit brev, og andre krævede for eksempel, at jeg skulle sende billeder af mig selv i forskellige positioner. Det var meget specifikt. Jeg skulle være i meget lidt tøj. De skrev, at det desværre ikke ville gå igennem fængslets brevkontrol, hvis jeg var helt nøgen, men det skulle kun være lidt tøj,« fortæller hun.
En af seriemorderne forsøgte også – forgæves – at få Florence McLean til posere på samme måde, som seriemorderen med tøj og positur havde iscenesat flere af sine ofre efter at have dræbt dem.
»Jeg havde på forhånd besluttet, at den slags ville jeg simpelthen ikke give dem. Derfor understregede jeg, at vi ikke skulle være pennevenner. Der var tale om en videnskabelig undersøgelse, så de fik ikke personlige informationer om mig.«
»Men det viser jo bare, at selvom de har siddet i fængsel i 20 år, har de stadig et ønske om at tage kontrollen og være den styrende i situationen,« tilføjer hun.
Florence McLean har især undersøgt, hvilke oplevelser og påvirkninger de senere seriemordere blev udsat for som børn.
»På den baggrund har jeg opstillet en multifaktormodel med 31 kendetegn, som på en simpel og overskuelig måde viser mange af de faktorer, som går igen hos seriemordere – eller serievoldtægtsmænd.«
»Selvfølgelig behøver de ikke allesammen være til stede hos den enkelte person, og naturligvis kan man heller ikke skråsikkert sige, at en person vil udvikle sig til seriemorder, fordi nogle bestemte træk er til stede.«
»Men alligevel kan det måske bruges som en slags advarselslamper til øget opmærksomhed om nogle adfærdsproblemer. Og jo flere indikatorer der dukker op, jo større risiko er der for, at det udvikler sig forfærdeligt.«
»Hvis man støder på et barn eller en ung, som har alle 31 kendetegn, så skal man i hvert fald være opmærksom og gøre noget,« understreger Florence McLean.
Som en meget gennemgående og central faktor hos seriemorderne peger hun især på ensomhed og isolation under opvæksten.
»Alle de seriemordere, som jeg har undersøgt, er vokset op i en kaotisk familie, hvor de er blevet isoleret af deres forældre eller af kammerater i skolen. Som mennesker er det noget af de værste, vi kan opleve.«
Og andre topscorere er dyremishandling, ildspåsættelse og ikke at have nogen voldshæmning.
»Ikke alle seriemordere har mishandlet dyr, men hvis man ser børn mishandle dyr, så er det virkelig et red flag.«
Netop fordi isolation har vist sig at være et så gennemgående træk i seriemordernes baggrund, frygter Florence McLean et boom af seriemordere og -voldtægtsmænd om få år.
»Jeg forudser en opblomstring af seriemordere inden for de næste fem-ti år, fordi vi har været så meget isoleret i forhold til hinanden. Nok især i USA, men mekanismerne vil nok også give flere serievoldtægter i Danmark,« siger psykologen fra Aarhus.
»Seriemord er et bevidst valg hos gerningsmanden, som faktisk kræver meget energi og får kæmpestore konsekvenser for dem. Drabene handler om magt, kontrol og noget psykologisk, de udlever.«
»Mange af dem gentager overgreb, som er blevet begået på dem som børn. Hvis de eksempelvis er blevet brændt med cigaretter, så brænder de deres ofre med cigaretetter. Hvis de er blevet slået med bestemte ting, så er det også de ting, som de bruger på ofrene.«
»Det kan også være vrede i forhold til at være afvist. Hvis vreden er rettet mod kvinder, vil det ofte handle om at skamfere de kvindelige ofre så meget som muligt for at nedgøre dem. Mekanismen er den samme, som kan gøre incestofre til seksuelle krænkere selv.«
I sit daglige arbejde som psykolog i Aarhus Kommune møder Florence McLean også beretninger fra unge, som foruroliger hende.
»Mange af de ting, jeg hørt i mine snart 20 år som psykolog, er hjerteskærende og meget bekymrende. Mange tror, at alvorlige ting kun sker i USA. Men tro mig, der foregår frygtelige ting i folks hjem. Du drømmer ikke om det. Forfærdelige ting hele vejen rundt mellem forældre og børn. Fysisk vold, psykisk vold, seksuelt misbrug. Hele paletten.«
»Det er virkelig traumatisk. Forældrene har det tit selv så hamrende dårligt, at de ikke kan varetage deres rolle som forældre. De afreagerer også. Nogle gange er barnet måske vidne til, at far slår mor voldsomt. Der kan være mange mordforsøg, uden at der sker noget.«
»De her familier lukker sig ofte om sig selv. Der går lang tid, før der er nogen, som bliver opmærksomme på, hvor voldsomt det er. Min pointe er bare: Der er ALTID tegn. Men tit bliver eksempelvis seksuelt misbrug overset, fordi det kan være svært at høre,« siger Florence McLean.
Netop derfor understreger hun vigtigheden af, at alle er opmærksomme på særligt børn og unge, der er i problemer.
»Når vi ser et barn med grønt snot henne i hjørnet, som ingen bare gider lege med og også for de voksne måske kan være svær at holde af, så er det ekstra vigtigt at vise interesse og omsorg.«
»Hvis jeg kommer gående med min hund, som halter, så får jeg det at vide 500 gange af andre. Men når det handler om børn og unge, så blander vi os helst ikke. For nogle år siden var der en pige, som blev slået ihjel i en opgang på Nørrebro i København, mens folk gik forbi på gaden og troede, at hun blev irettesat.«
»Vi har pligt til at blande os,« siger Florence McLean.
