I halvandet år har rockerklubben Bandidos haft en af dens borge lige i hjertet af Holbæk. Men nu er Bandidos fortid i Holbæk.

Kommunens politikere vedtog nemlig i bred enighed om at købe rockerne ud af byen ved en lynhandel. Det skriver Nordvestnyt.dk

Som BT i dag kan afsløre, så er det Finansiel Stabilitet, statens såkaldte skraldespand for krakkede pengeinstutter, der ejer hovedparten af Hells Angels' klubhus i Risskov lidt udenfor Aarhus.

Og nu følger Holbæk Kommune altså trop ved at købe Bandidos' tilholdssted i Holbæk for 1,45 millioner kroner. Ifølge Nordvestnyt.dk har kommunen overtaget ejendommen med øjeblikkelig virkning.

Rockernes tilstedeværelse i Holbæk har længe været en torn i øjet på borgmester Søren Kjærsgaard (V). Til det lokale dagblad siger han:

- Det har længe været et ønske for os at få Bandidos ud af byen. Nu opstod muligheden for at købe ejendommen til en fornuftig pris, og samtidig har vi med ungdomsklubcafeen et godt formål med at købe bygningen, siger Søren Kjærsgaard.

Kommunen har besluttet at den tidligere rockerborg i stedet skal indrettes til ungdomsklubcafé for kommunens unge.

De lokale bandidos rockere skulle ifølge Midt- og Vestsjællands Politi have forladt rockerborgen allerede tirsdag aften.