Dom på otte års fængsel skærpes i Højesteret til ti års fængsel for medvirken til forsøg på terror.

En 32-årig herboende tyrkisk statsborger er fundet skyldig i medvirken til forsøg på terror og idømmes ti års fængsel.

Dommen er afsagt af Højesteret og er en skærpelse i forhold til landsrettens dom.

Her blev manden idømt otte års fængsel for at have leveret droner med kameraudstyr til Islamisk Stat (IS).

Ud over fængsel i ti år er manden udvist af landet med indrejseforbud for bestandig.

To andre mænd er idømt henholdsvis fængsel i fire år og seks måneder og fængsel i tre år. Det er en stadfæstelse af dommen fra Østre Landsret.

/ritzau/