En 38-årig kvinde er ved Retten i Kolding kendt skyldig i at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat.

Det skriver Ritzau.

Kvinden rejste med sin mand og børn til Syrien i 2015, hvor hun fungerede som hustru og husmor for personer med tilknytning til Islamisk Stat, mens hendes mand kæmpede for terrororganisationen.

Selv har kvinden afvist, at hun var klar over, at hun bidrog til at opretholde kalifatet.

»Jeg forstod ikke, at det, jeg havde gjort, var strafbart. Jeg så ikke den store sammenhæng i, at vi som kvinder var med til at opretholde IS' mission dernede,« forklarede hun ifølge Vejle Amts Folkeblad i retten.

Kvinden har i alt otte børn, hvor to af dem kom til verden under hendes tid i kalifatet.

Hendes mand døde i kampene, hvorefter kvinden blev gift med en anden manden fra området.

I oktober 2021 blev hun og tre andre mødre med deres i alt 14 børn hentet hjem til Danmark.

Siden har kvinderne siddet varetægtsfængslet, mens deres sager blev behandlet. I december sidste år faldt den første dom, hvor den ene af de tre mødre blev idømt fire års fængsel.

Kvinden, der nu også er kendt skyldig i terrorfremme for Islamisk Stat, har endnu ikke modtaget sin straf.

Det er endnu uvist, hvornår der falder dom i sagen.

Lyt til B.T.'s kriminalpodcast her: