Tre personer er anholdt og sigtet for hjemmerøveri i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Torsdag eftermiddag rykkede politiet massivt ud til en lejlighed på Snerlevej i Kolding.
Meldingen var, at politi og teknikere undersøgte et såkaldt »mistænkeligt forhold.«
I løbet af torsdagen var politiet dog meget tilbageholdende med oplysninger i sagen.
Fredag formiddag oplyser politiet så i en pressemeddelelse, at der er tale om et formodet hjemmerøveri.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at der er sket et hjemmerøveri på adressen natten til torsdag.
Det er efterforskningen, der har ført til anholdelsen af de tre mænd på henholdsvis 37, 41 og 48 år.
Sigtelsen lyder på røveri.
De sigtede fremstilles i grundlovsforhør i Horsens fredag formiddag.
Politiet understreger, at beboere i området ikke har grund til at føle sig utrygge.
Hændelsen betragtes som enkeltstående, og sagen som afsluttet