I april var en sælger af hjemløseavisen Hus Forbi tæt på at dø. 53-årige Werner Sørensen fik sig en øl på en bænk ved Amagerbro Metrostation i København, da en forbipasserende mand tilbød ham en slurk vodka.

Det skriver Jyllands-Posten.

Manden havde en halvfuld flaske, som Werner Sørensen tog i mod. Han satte flasken til læberne og tog en stor tår, af hvad han troede var vodka. Men flasken var i stedet fyldt med salmiakspiritus.

Herfra kan Werner Sørensen intet huske. Tre dage senere vågnede han op. I tre døgn havde han været indlagt på Rigshospitalets intensivafdeling, hvor han var lagt i kunstigt koma for at passe bedst muligt på svælget, der var ødelagt efter en slurk af det farlige og ætsende salmiakspiritus.

Læs også:

»Jeg kan ikke se noget fornuft i det på nogen måde. Vi sad og drak en bajer, før jeg åbnede flasken. Han må være sadist, normale mennesker gør jo ikke sådan noget,« siger Werner Sørensen til Jyllands-Posten.

Efter episoden fik en af Werner Sørensens venner ham til at anmelde sagen til politiet, der mener, at der er tale om en bevidst handling. Gerningsmanden vil blive anklaget for grov vold, hvis han bliver fundet, forklarer Jesper Cederholm, fungerende politikommissær på Station Amager, til Jyllands-Posten.

»Det er en skræmmende handling, der for en mand som Werner Sørensen kunne have fået skæbnesvangre følger, hvis ikke der var nogen, der reagerede så hurtigt, som tilfældet var,« siger Jesper Cederholm.

Læs også:

Politiet har på nuværende tidspunkt kun meget få oplysninger om manden, der en dag i april kunne have dræbt Werner Sørensen. Signalementet beskriver indtil videre en mand med mørkt hår i en hestehale på omkring 30 år med en lille rød hund.