Københavns Vestegns Politi har netop offentligjort en række billeder af flere unge mænd, som er mistænkt for at angribe politiet i forbindelse med en fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC København.

De unge mænd blev fanget på overvågningskameraer på Brøndby Stadion og i området omkring Bygaden og Seminarievej i Brøndby  den 4. november 2018.

Men da det endnu ikke er lykkes at identificere dem, beder politiet altså nu offentligheden om hjælp.

»Vi har efterforsket siden urolighederne i november, og de unge mænds billeder har været efterlyst internt i politiet uden held. Nu vælger vi derfor at offentliggøre billederne, i håbet om at offentligheden kan hjælpe med identificeringen,« siger politikommissær Andreas Mollerup i en pressemeddelelse og fortsætter:

»I efterforskningen indgår flere billeder, som det kan blive nødvendigt at offentliggøre senere. Vi opfordrer dog de personer, som var tilstede i forbindelse med urolighederne, til at melde sig, så vi ikke behøver at offentliggøre deres billede.«

Indtil videre er 13 personer identificeret og sigtet i forbindelse med urolighederne, hvor adskillige politimænd blev udsat for vold.

En 23-årig mand sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Og så sent som i går blev en 22-årig mand sigtet for at have kaste flasker efter politiet efter fodboldkampen tilbage i november måned.

Selvom der nu er gået mere end tre måneder siden urolighederne, kan man da heller ikke vide sig sikker, hvis man har været involveret.

»Efterforskningen i disse sager er tidskrævende, men som vi tidligere har meldt ud, så ændrer det ikke på, at vi kommer efter dem, der stod bag urolighederne,« understreger politikommissær Andreas Mollerup.

Her er billeder og beskrivelse af de fire mænd, som Københavns Vestegns Politi efterlyser:

Foto: Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

A: mand, ca. 20-25 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, iført mørk hættetrøje med gul skrift henover brystet, mørke træningsbukser af mærket Nike, blå cap, grå arbejdshandsker og hvide sko.

Foto: Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

B: mand, ca. 20-25 år, ca. 175 cm høj, sort hår, almindelig af bygning, iført sort jakke med hvidt logo på venstre overarm, sorte handsker, sorte bukser, sorte sko med hvid sål.

Foto: Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

C: mand, ca. 25-30 år, ca. 185 cm høj, kommunefarvet hår, almindelig af bygning, iført grøn jakke med hætte, blå jeans, grønne handsker og grøn/hvide sko af mærket Nike med hvid sål.

Foto: Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

D:  mand, ca. 25-30 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning, iført blå jakke af mærket Peak Performance stående med hvid skrift på venstre bryst, hvid lynlås på venstre overarm, og blå jeans.