En halv million kroner.

Så stor er dusøren, hvis man kan bidrage til opklaringen af mordet på den 21-årige Cem Aydin, der 19. januar 2012 blev brutalt overfaldet og tæsket til ihjel af otte til ti personer foran forældrenes hjem på Frederiksberg i København.

Og den store sum penge – leveret af Cem Aydins familie – fik torsdag telefonerne hos Københavns Politi til at bimle.

»Vi har modtaget ti henvendelser i går og i går aftes, men der er ikke tale om noget gennembrud i sagen,« siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi fredag morgen.

Politiet har i løbet af mere end tre års efterforskning modtaget flere hundrede henvendelser fra offentligheden, og alle tip er blevet efterforsket til bunds - dog uden noget egentlig gennembrud i sagen. Den manglende opklaring har derfor fået familien til at indsamle og udlove den rekordstore dusør.

»Penge er en motivationsfaktor, og mange penge kan måske være en stor motivationsfaktor. Vi er nødt til at tænke utraditionelt og håber, at det her er incitament til, at nogen retter henvendelse med afgørende nyt,« siger Hans Erik Raben, der fortsat er optimist:

»Når der er tale om otte til ti gerningsmænd, så må der være nogen derude, der ved noget. Det her kan de simpelthen ikke holde mund på. Det nægter vi at tro på. Men de skal nok lige synke spyttet en gang, og så håber vi, at de retter henvendelse til os.«

Dusøren, der gives for afgørende oplysninger i sagen, sker efter aftale med Københavns Politi, og er ifølge den drabtes familie et udtryk for »søgen efter sjælefred«.

»Vi er sikre på, at der sidder nogle derude, som ved noget. De må også være interesserede i sjælefred. Det er vores håb, at denne dusør kan give politiet nye spor, så de kan komme videre med efterforskningen af det meningsløse drab. Vi opfordrer alle der har oplysninger om at rette henvendelse til Københavns Politi,« sagde Dogu Aydin, Cem Aydins storebroder og talsperson for familien, torsdag.