Advokat forudser en lang række juridiske slagsmål med anklagemyndigheden under retssag om opløsning af bande.

Aldrig før har en dansk domstol taget stilling til, om en forening skal opløses ved dom, fordi den søger at opnå sit formål ved vold. Men nu sker det. Onsdag indleder Københavns Byret den første sag af slagsen.

Nogen helt almindelig forening er der dog ikke tale om. For det er hverken en badmintonklub eller et fagforbund, der er i centrum, men derimod banden Loyal To Familia (LTF).

Anklagemyndigheden har fået justitsministerens velsignelse til at lægge sag an mod banden. LTF bliver i retten repræsenteret af advokaterne Michael Juul Eriksen og Stefan Møller Jørgensen.

- Hovedspørgsmålet er jo, om LTF overhovedet opfylder kriterierne til at være en forening. Det vil vi gøre gældende, at de ikke gør. Det er der en masse holdninger til i den juridiske teori, fortæller Michael Juul Eriksen.

Ifølge ham har det næppe været lovgivers tanke, at Grundlovens paragraf 78, stk. 2 skulle bruges mod en bande. Han henviser til, at bestemmelsen blev indført i 1953-grundloven - i kølvandet på Besættelsen.

- Grundloven er jo mere noget, som beskytter staten mod for eksempel et politisk parti, der vil lave en revolution, siger Michael Juul Eriksen.

Ud over disse centrale spørgsmål forventer Juul Eriksen, at sagen bliver rig på tvister.

- Jeg kunne forestille mig, at der bliver en del formelle slagsmål. For mange af reglerne i retsplejeloven er ikke møntet på, at man ikke sidder med en fysisk klient, fortæller han.

Anklagemyndigheden udtaler sig ikke i detaljer forud for sagen. Men rigsadvokat Jan Reckendorff udtalte sig tilbage i juni 2018, da han proklamerede, at sagen ville blive rejst:

- Det er første gang nogensinde, at vi fører en sådan sag, men det er også første gang, at vi har haft et så omfattende og stærkt bevismateriale til rådighed, sagde han dengang.

Og sagsmaterialet er enormt, fortæller Juul Eriksen, der har erfaring fra nogle af de største straffesager, der har været ført i de senere år.

- I det materiale, vi oprindeligt har arbejdet med, ligger der omkring 13.000 sider. Og det er meget på en sag. Og så ligger der i sagsmateriale i andre sager, som også indgår i vores sag, 62.000 sider, fortæller han.

Meget af sagens enorme mængder af materiale stammer fra efterforskning af andre sager. Der kan blandt andet være tale om de såkaldte tilfældighedsfund - altså genstande, som politiet finder ved en visitation eller en ransagning, hvor man ellers ledte efter noget helt andet.

Sagen fortsætter frem til august. Der er planlagt 36 retsmøder. Dommen vil kunne ankes til Østre Landsret og igen videre til Højesteret.

/ritzau/