Det tidligere kongelige gods Bjørnemose Gods i Svendborg står i flammer.

Ifølge øjenvidner er det hovedbygningen, der er brand i.

Hele bygningen er angiveligt overtændt, og hele tagkonstruktionen samt gavlen er brændt igennem.

Ifølge Fyens Stiftstidende, som har talt med indehaver Vagn Rasmussen, er der tale om en mulig skorstensbrand. Dette kan Fyns Politi dog hverken be- eller afkræfte.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Avisen skriver også, at det meste af taget er væk i flammerne. To af godsets fire skorstene skulle også være væltet som følge af branden. Ingen personer er kommet til skade.

Seks brandbiler, to politibiler og en indsatsleder er på stedet, og brandbilerne suger vand fra et nærliggende vandhul eller en å til at slukke branden. Og det kommer til at vare lang tid, oplyser Fyns Politi.

»Det brænder fortsat. Og det brænder så meget, at vi ikke har været inde endnu. Det vil brænde mange timer endnu,« siger vagtchef Henrik Strauss til B.T. kort før klokken 16.

»Det er store skader, må man sige. Der er tale om uoprettelige skader.«

Politi har sendt en drone op, så de kan danne sig et overblik over situationen.

Godset er kendt for, at man kan afholde store arrangementer, kurser og konferencer samt overnatning.

Derudover kan man se klare flammer i vinduerne i underetagen.

B.T. følger sagen.