Københavns Byret dannede denne grå tirsdag rammerne for en omgang historieskrivning.

Her faldt nemlig en dom, der er den første af sin slags. Og en dom, som Rigsadvokaten er mere end tilfreds med

Sagens omdrejningspunkt? Kopivarer i form af falske Beats by Dr. Dre-hovedtelefoner og høretelefoner, der til forveksling ligner Apples Airpods.

Den nu dømte er Daily Media ApS, der via salgsportalen www.downtown.dk for samarbejdspartnere har formidlet salget af kopivarerne, der altså fik en repræsentant fra Apple til at sende en række anmeldelser til politiet.

Og politiet gik altså videre med sagen, hvori der nu er faldet dom.

Daily Media ApS er ved Københavns Byret blevet idømt at betale en bøde på 50.000 kroner, ligesom der er blevet konfiskeret et udbytte på 275.000.

Dommen er den første af sin slags, hvor en formidler bliver holdt ansvarlig for de kopiprodukter, som den reklamerer for.

Og Christian Raaholt Hahn, der er er anklagerfuldmægtig i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), er meget tilfreds med udfaldet.

»Dommen sender et tydeligt signal om, at man også som formidler af varer har et ansvar for ikke at krænke immaterielle rettigheder, hvis man har haft en aktiv rolle i salget – for eksempel ved markedsføring – og at man derfor ikke blot kan sende ansvaret videre til leverandøren.«

»Det er vigtigt, idet forbrugerne handler i tiltro til, at de varer, som de køber på hjemmesider som for eksempel www.downtown.dk, er ægte og ikke krænker immaterielle rettigheder,« siger han.

B.T. har været i kontakt med Daily Media ApS, der endnu ikke har haft anledning til at gennemse dommen.

Andre læser også