En 41-årig mand lod temperamentet løbe af med sig, og det koster ham nu en bøde.

For ikke alene kastede ham med affald foran politiet. Han nægtede også at samle skraldet op igen, da ordensmagten insisterede.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Episoden skete efter, at politiet gik i gang med at fjerne nummerpladerne på mandens bil.

Politiet oplyser, at en patrulje torsdag aften opdagede en bil, der holdt ulovligt parkeret ved indkøbscentret City Vest i Brabrand.

Patruljen opdagede i samme forbindelse, at bilen ganske ulovligt var kommet til indkøbscentret, da bilen var afmeldt. Det afslørede nummerpladen naturligvis.

Da det er helt forbudt at køre rundt uden at være registreret hos Motorstyrelsen, begyndte betjentene således at skrue nummerpladerne af bilen.

I samme øjeblik kom den 41-årige bilejer løbende hen til bilen og var rasende over, at pladerne blev taget, lyder det fra Østjyllands Politi.

‘I sit raseriudbrud smed manden en tom cigaretpakke på jorden,’ fremgår det af døgnrapporten.

‘Trods gentagne opfordringer nægtede han at samle den op igen, og han fik sig derfor også en sigtelse for smide skrald.’

Ifølge Miljøstyrelsen ligger bødeniveauet for ‘små mængder skovtursaffald’ på 1.000 kroner. En sag fra 2008 viser, at en person blev straffet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, fordi vedkommende havde henkastet husholdningsaffald på en parkeringsplads.

Det resulterede dengang i en bøde på 500 kroner.