Det ligger blot 25 minutters kørsel fra den evigt pulserende marokkanske storby Marrakech.

Men sætter man sig i bilen og kører ad den store hovedfærdselsåre N7 mod nordvest fra medinaen i den smukke Unesco-verdensarv-by, ankommer man efter mindre end en halv time til et sted, der lige så godt kunne ligge på en anden planet.

Harbil, en del af udflytterområdet Tamensourt, er en by, som på alle måder er i periferien. Det er også stedet, som mindst fire af de sigtede for de bestialske terrordrab på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland kommer fra.

En by, som med sine nogle steder spredte, andre steder sammenbyggede huse lidt efter lidt, år efter år, ligesom bare er vokset op af støvet og den stenfyldte, udpinte jord, i takt med at turister – ikke mindst europæiske – i stadig større grad er valfartet til det betagende Marrakech for at få en bid af den tusind år gamle by med torvet og markedspladsen Djema al-Fna, der rummer Afrikas travleste handelsliv.

Indbyggerne i Harbil, 20 kilometer nordvest for Marrakech, er i meget stort tal blevet tvunget dertil og mod deres vilje presset ud af storbyen.

Det er sket, fordi huslejerne og ejendoms- og grundpriserne inde i byen siden begyndelsen af 1990erne er eksploderet i samme takt som strømmen af udenlandske turister.

Dem skulle der nu bygges dyre hoteller til. Og så var der ikke længere plads til de dårligst stillede.

Men mens turisterne nu mere end nogensinde valfarter til Marrakech, hvor traditionel og iørefaldende levende musik konstant hamrer derudad, slangetæmmerne viser sig frem, og berber-aber med kæde om halsen hopper rundt og får turisterne til at grine og slippe både sig selv og pengene løs i stor stil, er der ikke meget at grine af i Harbil.

Hele Tamensourt-området er et direkte resultat af det økonomiske boom og den fest, der i stadig højere grad bliver holdt i gang af vestlige og i marokkansk målestok særdeles velpolstrede turister, som i en skønsom symbiose med de mest fremmelige og dygtigste lokale handelsfolk i Marrakech får pengene til at rulle og partyet til at fortsætte.

Men altså kun inde i byen.

En ældre kvinde, Abid Khadija, er en af de mange, som er blevet tvunget ud af byen.

»Vi er flyttet hertil for 27 år siden. Vi boede til leje inde i centrum, men huslejen blev for dyr, fordi turisterne kom. Vi blev tilbudt jord her til 75 dirham (50 kr., red.) pr. kvadratmeter,« fortæller hun.

Harbil er på alle måder så meget i periferien og så nedprioriteret af myndighederne, at end ikke én eneste vej, gade, gyde, stræde eller passage i det vidt forgrenede sammensurium af færdselsårer har et officielt navn.

Det er lige her, den hovedmistænkte for dobbeltmordet, islamisk ekstremist, gadesælger og altmuligmand Abdessamad Ejjoud, og flere af hans medgerningsmænd til det frygtelige terroranslag mod den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland er vokset op.

Her er tre moskeer og kun en forskole for de allermindste børn. Alle andre børn bliver samlet op i busser og kørt længere ind mod storbyen, hvis de skal have undervisning.

Mange får kun lidt eller måske slet ingen skolegang.

Islamisk Stat-sympatisøren Abdessamad Ejjoud droppede ud allerede efter andet eller tredje klassetrin. Og blev med det samme taget under en lokal snedkers vinger.

Det har, ifølge hans mor, Aziza Ben Mbark, som B.T. har mødt, i høj grad formet ham.

For snedkeren blev ikke blot Abdessamad Ejjouds læremester, men også som en far for drengen, hvis tankesæt han lidt efter lidt fik drejet i ekstrem islamistisk retning.

Snedkeren fortalte ham, at Harbil, denne mistrøstige og støvede plet på Jorden, blot var et midlertidigt sted. Men hvis lille Abdessamad sørgede for hyppigt at gå i moskeen og bede og være en gudfrygtig og rettroende muslim, så ville den evige frelse i Paradis, lysår væk fra forholdene i Harbil, vente ham i den anden ende.

Samme budskab tog flere andre unge til sig, fortæller 35-årige Mohamed Tamdali. Han lever af at håndlave metallamper, som han sælger til turisterne på Djema al-Fna inde i byen.

»Hvis turisterne ikke var der, kunne jeg ikke sælge mine varer,« siger Mohamed Tamdali, der som de fleste andre er blevet drevet ud af Marrakech på grund af huslejeniveauet.

Han svarer bekræftende på, at han kender den hovedmistænkte Abdessamad Ejjoud. Og siger:

»Abdessamad og flere af de andre mere ekstreme her i byen kom ikke mere i moskeen. De mener, at vores imam ikke er en rigtig imam, fordi han ikke opfordrer til jihad,« siger han.

Mindst fire af de foreløbig 18 anholdte og sigtede i terror- og dobbeltdrabssagen kommer fra Harbil.

Abdessamad Ejjoud er siden sit første møde med snedkeren blevet 25 år.

Hans og andre IS-sympatisørers afskyvækkende gerning med en kniv på Toubkal-bjerget forrige mandag mod Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland går i disse dage verden rundt.

I Harbil siger en fortvivlet Aziza Ben Mbark, mor til Abdessamad Ejjoud, til B.T., at hun klynger alt sit håb til, at hendes søn ikke får dødsstraf.

I sydjyske Grindsted og i Bryne i det sydvestlige Norge sidder to familier og mødre og sørger over det ufattelige tab af deres døtre.

De kom aldrig levende hjem.