Københavns Lufthavnspoliti skønner, at manglende kontrol betyder, at der døgnet rundt rejser 300 til 400 illegalt ind i landet. DF kræver en baglandskontrol.

Politiet i Københavns Lufthavn slår nu alarm.

De menige betjente på politistationen i lufthavnen er frustrerede over de mange, som døgnet rundt rejser illegalt ind i Danmark fra Sverige på grund af den manglende grænsekontrol.

- Der er et meget stort mørketal af illegale indrejsende. Men når der - som i dag - ikke er nogen kontrol, så er der jo heller ikke noget problem, for der er ikke nogen, som bliver taget, siger fællestillidsmanden på Station Lufthavn, Carsten Holk.

Når fællestillidsmanden alligevel skønner, at der døgnet rundt alene på Øresundstogene illegalt indrejser mellem 300 til 400, skyldes det, at politiet siden februar 2009 har lavet stikprøvekontroller. Står fem betjente på i Københavns Lufthavn, må de allerede stå af to minutter senere på den næste station i Tårnby efter at have taget fem illegale indrejsende.

Hertil skal lægges, at politiet heller ikke kontrollerer biltrafikken over broen.

Ifølge Carsten Holk er løsningen på problemet, at der sættes 200 betjente af til en såkaldt baglandskontrol i hovedstadsområdet.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), vil tage sagen op i forbindelse med de igangværende forhandlinger om næste års finanslov, hvor et af punkterne er en ny flerårig aftale om politiet og anklagemyndighedens økonomi.

- Hvis det skal være i overensstemmelse med almindelig dansk mentalitet og retsfølelse, så skal der gøres noget. Når der ikke er flertal for at genindføre grænsekontrollen, så kan vi i det mindste styrke baglandskontrollen inde i landet, siger Peter Skaarup.

/ritzau/