En overvågningsvideo fra Københavns Lufthavn viser, hvordan to tricktyve arbejder sammen om at stjæle en taske fra en intetanende flypassager.

I videoen, der indgår i Kanal 5-programmet 'Lufthavnens Beredskab', ses en passager, der tager sin trolley og går i retning af terminalen.

Hvad, han ikke ved, er, at to tricktyve følger i hælene på ham. De har udset ham som offer.

På et tidspunkt taber den ene tricktyv nogle mønter med vilje. Han tager kontakt til manden med trolleyen og siger til ham, at han har tabt noget. Og så går det galt.

Den ene tricktyv smider nogle mønter for at aflede offerets opmærksomhed.
Den ene tricktyv smider nogle mønter for at aflede offerets opmærksomhed.
Vis mere

Mens manden med trolleyen bukker sig ned for at samle mønterne op, går den anden tricktyv hurtigt hen og stjæler en taske fra trolleyen.

»Det er et klassisk trick, hvor man afleder opmærksomheden. Mens den forurettede har sin opmærksomhed et andet sted, slår man til,« siger Johnnie Müller, der er sikkerhedschef i lufthavnen.

Københavns Lufthavn er med sine 2.000 overvågningskameraer et af Danmarks mest overvågede steder. Alligevel er lufthavnen et sted, der tiltrækker mange tricktyve fra både Danmark og udlandet.

»Vi har omkring en håndfuld sager om måneden. Mange af dem bliver fanget af kameraerne og derfor har vi en stor opklaringsprocent,« siger Johnnie Müller.

Mens offeret samler mønterne op, stjæler den anden tricktyv hans taske.
Mens offeret samler mønterne op, stjæler den anden tricktyv hans taske. Foto: Kanal 5
Vis mere

Han opfordrer lufthavnens passagerer til at udvise ekstra agtpågivenhed og ikke slippe bagage af syne:

»Det er vigtigt, at man har kontrollen over sine ting og ikke slipper dem af syne. I det øjeblik, man mister kontrollen med sine ting, gør man sig sårbar for tyveri,« siger sikkerhedschefen.

Videoen indgår i det afsnit af 'Lufthavnens Beredskab', der bliver vist i aften på Kanal 5. I tidligere afsnit har det været vist, hvordan en tyv slår til, mens en person går på toilettet. Den video kan du se her.

Tyveriet i videoen blev begået i sommer, mens programmet blev optaget. Det har ikke været muligt for B.T. at få oplyst, om nogen personer er dømt for tyveriet. Er du blevet udsat for et tricktyveri? Så send en e-mail til jvl@bt.dk.