Juleaften har ry for at være en af indbrudstyvenes helt store aftener, da mange hjem jo er tomme. 

B.T. har onsdag morgen talt med fem politikredse rundt om i landet. Samtalerne viser, at én enkelt politikreds skiller sig klart ud, da der i løbet af natten til onsdag har været over dobbelt så mange anmeldelser om indbrud, end i de fire andre politikredse til sammen. 

Lad os starte hos Københavns Politi. 

»Det har været en tilfredsstillende aften, da der siden klokken 18 juleaften kun har været en anmeldelse om indbrud, men vi skal selvfølgelig huske, at mange jo først komme hjem 1. og 2. juledag, så tallet vil meget vel stige,« siger Jesper Frandsen, der er vagtchef hos Københavns Politi.

Hos Nordsjællands Politi har man også oplevet en ret så rolig juleaften.

»Vi har kun haft to anmeldelser om indbrud, og det er jo ikke noget, der skiller sig ud i forhold til en almindelig aften,« siger Nick Jensen, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi. 

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er der også kun anmeldt to indbrud i henholdsvis Vojens og Bramming.

»Det er to indbrud i villaer,« siger Jacob Mathiesen, der er vagtchef i politikredsen.

Lidt højere er antallet af anmeldelser om indbrud i Midt- og Vestsjællands Politi.

»Vi har haft fire anmeldelser om indbrud, og selv om det ikke er rart for dem, det er gået ud over, er det nådigt sluppet,« siger Mikael Rahn, der er vagtchef i politikredsen.

Lad så nævne det sted, hvor der uden sammenligning har været flest indbrud.

»Vi har haft 24 anmeldelser om indbrud, og det er mere end på en normal dag, men ret forventet for en juleaften,« siger Bjarne Tykgaard, der er vagtchef hos Fyens Politi. 

I alt har 39 personer julemorgen anmeldt indbrud, som er begået 24. eller 25. december, fremgår det af de seneste tal fra Rigspolitiet, skriver Ritzau.