Bag en stor, rød ejendom på Schacksgade i det centrale Odense, ligger tre garager med brunmalede porte kun få meter fra en række store lejlighedsblokke, hvor der bor flere børnefamilier. Det var inde i en af disse garager, at den 41-årige fynske sex-kidnapper, CJ, planlagde at holde en pige fanget og misbruge hende seksuelt.

Det kom frem, da retssagen mod CJ blev indledt i Retten i Odense tirsdag formiddag. Han blev anholdt den 1. juli 2013 og er nu tiltalt for blandt andet at have bortført og voldtaget to piger i efteråret 2012, da de var blot 10 og 11 år gamle.

- Det er uhyggeligt at tænke på, at han har været her lige her i vores baghave og har haft de planer. Det er klamt, at det kommer så tæt på, siger en kvinde, der bor i den røde ejendom og kan se garagerne fra sit køkkenvindue.

Hun husker ikke at have bemærket den tiltalte eller hans bil i området, ligesom hun ikke har set politiet lave ransagninger i garagerne.

- Måske har jeg set noget, men jeg har ikke tænkt på, at det kunne have noget med ham at gøre. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at han havde noget at gøre her i området, siger kvinden, der ikke ønsker sit navn frem.

Sagens ni sider lange anklageskrift rummer gruopvækkende detaljer om, hvordan den 41-årige efter anklagemyndighedens opfattelse havde planer om at kidnappe en pige et sted på Fyn,  holde hende indespærret i den lejede garage på Schacksgade og bruge hende som sin sexslave.

Under ransagningen af den tiltaltes bil fandt politiet en rygsæk, som indeholdte flere effekter - blandt andet strips og en halsedisse - der blev brugt ved voldtægten af de to små piger. Derudover var der en række sadomasochistisk sexlegetøj, blandt andet en maske, kæder, en hundesnor med halsbånd, dildoer, en pisk og klemmer.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den 41-årige ville bruge de ting, når han havde kidnappet sit tredje offer.

- Han er syg i hovedet, når han kan finde på sådan noget. Han skal spærres inde, siger Inger Lund, der på sine daglige gåture med hunden kommer forbi den røde ejendom og garagerne.

- Jeg er jo en ældre kvinde, så det rammer ikke sådan en som mig. Men det er da slemt for de mange unge, som færdes i området. Der er jo mange, der bor her med deres børn, siger Inger Lund.

BT har været i kontakt med det firma, der ejer garagerne. Ingen medarbejdere i firmaet ønsker dog at udtale sig om sagen.