Natten til lørdag den 17. november blev 21-årige Jonas Thomsen Sekyere stukket ned og dræbt på Diskotek Bakken i Kødbyen. Politiet har endnu ikke fanget gerningsmanden

Mandag aften blev udsendelsen 'Hvorfor lige Jonas?' genudsendt for tredje gang på DR1. I programmet kunne man se, eller gense, venner, familie og en kæreste, der nu fire måneder senere stadig står tilbage med sorgen og spørgsmålet: 'Hvem slog Jonas ihjel?'

Jonas Thomsen Sekyere var jurastuderende og hans utidige død chokerede Danmark. Det var tilsyneladende et tragisk tilfælde, at det var den unge mand, der den den nat blev ramt. Kort efter ulykken blev tre mænd varetægtsfængslet, men senere løsladt. Politiet har i flere måneder nu eftersøgt den 27-årige Omer Hassan Sheik Muse for medvirken til drabet. Men indtil videre har efterforskningen ikke bragt politiet videre. 

- Vi ved at han er i udlandet og vi har efterlyst ham over Interpol. Nu håber vi bare at han går i fælden, fortæller politikommissær Carsten Ahrendsen fra drabsafdelingen ved Københavns Politi. 

En efterlysning ved Interpol fungerer ifølge politikommissæren lidt som et 'postkontor'. Bevæger den efterlyste sig ind over Schengen-grænserne, eller kommer han i kontakt med politiet i andre lande, bliver det danske politi orienteret om det, da han står på listen over danske efterlyste i udlandet. 
Lige nu er der ikke så meget andet at gøre. 

- Vi er lidt i venteposition, indrømmer Carsten Ahrendsen. Han opfordrer alle, der kunne vide noget om den efterlystes position, til at henvende sig til politiet.