Hvis du har røget hash fredag og bliver stoppet mandag, risikerer du giga-bøde og frakendelse af kørekortet i tre år

Den ligner en lille kaffemaskine og kan være i en skuldertaske. Men politiets nye narkosniffer er så effektiv, at den i løbet af få minutter kan fortælle, om en bilist har røget hash eller taget hårdere stoffer.

Ikke blot umiddelbart inden køreturen - apparatet vil også slå ud mandag, hvis en person for eksempel har røget en joint fredag aften.

Og det er med den nye sniffer i bredskab, at Københavns Politi torsdag aften har indledt en storstilet razzia i området omkring Christiania.

- Vi kan konstatere, at den er meget effektiv. Vi går både efter sælgere, bagmænd og købere, og har man for eksempel røget hash, er det ekstra risikofyldt at køre i bil i området. Vi er derude hver eneste dag, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der er leder af Københavns Politis særlige Task Force Pusherstreet.

Med en lille summen kan snifferen i løbet af 7-8 minutter kontrollere en spytprøve for syv forskellige grupper narkotika - og slår maskinen ud, er der ikke blot tale om en beskeden bøde.

- Første gang er der tale om en bøde på 1/25 årsløn brutto samt ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år, mens der ved anden overtrædelse er tale om 10 dages fængsel samt ubetinget frakendelse af kørekortet i fem år, siger Poul Kjeldsen.

Tredje gang en bilist bliver taget med narkotika i blodet, er straffen på 20 dages fængsel samt ubetinget frakendelse i 10 år - og denne gang har politiet ligeledes ret til at beslaglægge bilen.

- Apparatet svarer til et alkometer og er ikke et bindende bevis. Det er vejledende, og slår det ud, vil vi ligesom i en sag om alkohol tage en blodprøve. Men det har allerede nu vist sig, at apparatet er meget nøjagtigt, siger Poul Kjeldsen.

Snifferen kom i brug for en måned siden - og ifølge BTs oplysninger har de første 40 blodprøver, der er taget efter at maskinen har givet positivt udslag, givet 39 tilsvarende resultater. Det svarer til en nøjagtighed på 97,5 procent.



- Der er en nultolerance i loven, og folk skal være opmærksomme på, at selvom alkohol damper af i løbet af få timer, så er halveringstiden af hash i blodet meget langsom. Ryger du et par joints hver uge, så vil snifferen i princippet altid kunne slå ud, lyder det fra politiet.

Indtil videre råder Københavns Politi over to af de såkaldte sniffere, der indgår i et pilotprojekt for Rigspolitiet. Et projekt, der efter den første måneds prøvetid har vist sig så stabilt, at ordningen efter alt at dømme vil blive permanent og brede sig.

- Der er ingen grund til at tro, at narkotika ikke er kommet til Jylland. Så det er tænkeligt, at det også kommer her, siger Poul Kjeldsen.

Strategien med at gå efter hashkøberne ved Christiania er ifølge politiet at ramme sælgere og bagmænd indirekte. Samtidig afviser politiet, at snifferen vil slå ud i forbindelse med passiv hash-rygning.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR (Virker desværre ikke på mobilsitet)