Den danske popstjerne Medina sætter nu ord på sin kokaindom.

Medina har fredag fået en bøde på 43.500 kroner for i juli sidste år at have kørt bil, mens hun var påvirket af både kokain og alkohol. Hendes alkoholpromille var 1,13. Hun fik foruden bøden en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre et halvt år, lød afgørelsen i Retten i Helsingør fredag.

Den 35-årige sangerinde mødte ikke selv op i retten, men hendes advokat oplyste på hendes vegne, at hun erkendte sig skyldig.

Facebook sætter hun nu selv ord på sin dom:

»Som de fleste af jer nok ved, har jeg netop fået en dom for at have kørt bil i påvirket tilstand. Jeg angrer dybt og er flov over min handling, og den situation jeg har bragt mig selv og andre mennesker i. Episoden skete sidste sommer, hvor en hård personlig krise førte tíl, at jeg traf nogle åbenlyst forkerte valg. Der findes ingen undskyldninger for det, jeg har gjort. Men der findes dén forklaring, jeg giver jer her. Den vil jeg bruge til at komme videre som et stærkere, klogere og bedre menneske, så godt som jeg kan.  Til alle jer jeg har skuffet: I har min uforbeholdne undskyldning. Jeg kan kun ydmygt håbe, at jeg fortsat kan få lov at inspirere jer med de ting, jeg finder vigtige i verden. Tak fordi I tog jer tid til at læse min opdatering.«

Popstjernen blev standset i en almindelig kontrol klokken kvart i fem om morgenen af politiet på Nordre Strandvej i Hornbæk i Nordsjælland 29. juli.