Narko, hor og interne stridigheder mellem toprockere. De saftige historier vælter ud af politiets 26-årige kronvidne, der taler som et nærmest ustoppeligt vandfald. En stripper blev indirekte startskuddet til Brian Sandbergs fald.

- Mange dage i den verden var man bedøvet, var pisse fuld eller på kokain, sagde kronvidnet MFP om sine tidligere brødre i sagen mod Brian Sandberg og 15 andre medlemmer af Hells Angels og AK81, der er tiltalt for samlet set seks drabsforsøg.

Narkoen nåede helt ind i fængslerne, hvor den 26-årige var vind og skæv, mens han sad varetægtsfængslet, fortalte han.

- Man har været bedøvet af hash og alle mulige andre ting, jeg ved ikke hvad.

De saftige historier væltede ud af den 26-årige MFP, der talte så massivt, at forsvarerne flere gange måtte skære ham af for at få ordlyd.

I retten genfortalte han eksempelvis, hvordan hans tidligere venner hentede ham 6. marts 2009, da han blev løsladt efter at have afsonet en dom for våbenbesiddelse.

To medlemmer af AK81 hentede MFP i fængslet og kørte ham direkte til fest. En særdeles saftig begivenhed, der dog samtidig såede kimen til, at den unge rocker skiftede afdeling i Hells Angels fra South End i Ishøj til HA Copenhagen – hvilket senere skulle blive skæbnesvanger for Brian Sandberg, der med flytningen lukkede MFP ind i sin inderkerne.

- Den dag i marts, da jeg blev løsladt efter otte måneder fyldt med alkohol og kokain, kom jeg ud til en masse mennesker, jeg ikke anede, hvem var. Der var kommet en masse nye mennesker ind i AK81. De havde arrangeret stripshow – en pige, der kunne tilbyde mig en helt masse. Jeg ved ikke om, I kan forestille jer, hvad det var, sagde MFP i retten.

- Jeg stod og snakkede med hende stripperen, som de havde arrangeret, og så var der én, der hed 'Kølle', der stod og trak mig i armen. Han sagde: 'Hvor er det godt, at du er kommet ud, jeg har hørt så meget om dig'. Jeg sagde til ham: 'Jeg står og snakker med en pige, jeg vil gerne lige snakke med hende,' men han bliver ved med at hive i mig en 30-40 gange, så på et tidspunkt af ren refleks slår jeg ham på hans næse, så han brækker den, lød det fra den 26-årige afhopper.

Det slag skulle senere vise sig at blive skæbnesvanger for Brian Sandberg og en række andre. Med slaget ragede han nemlig uklar med et af de toneangivende medlemmer af Hells Angels i Ishøj, der går under navnet Basker Hans, men som ifølge MFP blev betegnet 'diktatoren', på grund af sin kontante ledelsesstil.

- Jeg fik en på hovedet af 'Basker Hans', gengav den 26-årige afhopper konsekvensen af sit eget voldsudbrud.

Med tæskene fulgte samtidig en degradering til prøvemedlem af AK81.

- Det var noget, de nye medlemmer af AK81 stod bag. Alle de gamle stemte for mig, alle de nye stemte imod.

Konflikten voksede, da MFPs bedste ven – som den 26-årige rocker delte lejlighed med i Brøndby – senere kom i bad standing, og så søgte MFP over i Hells Angels Copenhagen, hvor Brian Sandberg og flere andre havde et godt øje til den 26-årige, fortalte han.

- Der var en del indbyrdes fnidder mellem South og Copenhagen, så her jublede man nærmest over, at jeg valgte dem, sagde MFP.

Her stoppede de saftige historier dog ikke. Den unge afhopper kunne således også fortælle, at 'Basker Hans' senere selv led samme skæbne som MFPs bedste ven og bofælle.

- Han røg ud, fordi han havde ligget og rodet med 'Mirgers' kone ude fra Nomads. Og de har jo ret mange medlemmer, der er 'Filthy Few' (et mærke, som medlemmer af HA må bære, når de – som talsmand Jørn 'Jønke' Nielsen - er dømt for drab for klubben, red.), så jeg tror garanteret ikke, at Hans er til at finde lige nu, lød blot en af flere saftige historier fra afhopperen.

Det fik dog forsvarer Torben Bagge til at stille et kritisk spørgsmål:

- Basker Hans bor ude hos sin kone og har et arbejde. Vil det overraske dig, hvis det var tilfældet, spurgte Torben Bagge.

- Det ved jeg ikke. Hvis jeg ikke var kommet og overtog billedet, var der nok sket ham noget, mente kronvidnet.