Tyv stjal lottokupon, men blev fanget af overvågningskamera, da han ville tjekke kuponen for gevinst.

Den 1. marts i år fik en villa på Fyn en ubuden gæst, da en tyv brød ind og blandt andet stak af med en lotto-kupon, der var registeret i den retmæssige ejers navn.

Den 15. marts troppede tyven så op på DK-benzintanken på Sandhusvej i Odense for at indløse kuponen. Det fangede et par af tankens videokameraer, og nu beder Fyns politi offentligheden om hjælp, til at fange den langfingrede mand.

Politiet har ikke oplyst, hvorvidt der var gevinst på lotto-kuponen, der i sidste ende kan ende med at sende manden bag tremmer. I så fald er det vist det, man kalder held i uheld - eller måske snarere uheld i held.