Det var ikke uden overvejelser, at søstrene Samina og Jamilla Hayat, der begge er sigtet for hæleri af 'særlig grov beskaffenhed' i ‘Britta-sagen, stod frem på Kanal 5 onsdag aften.

Forsvareren for Jamilla Hayat, Peter Secher, samt manden bag det opsigtsvækkende dobbeltinterview, Martin Kjær Jensen, fortæller nu, hvad der gik forud for aftalen om, at søstrene stillede op til de kritiske spørgsmål.

»Advokaterne var interesserede i at vide, hvilke emner vi ville spørge ind til, og de fik at vide, at vi ville spørge til økonomien i familien og til de historier, der har været i pressen,« siger Martin Kjær Jensen og fortsætter:

»Hele forudsætningen var for os, at alle spørgsmål skulle være tilladt, og det blev accepteret fra starten. De var selv interesserede i, at vi skulle komme omkring det hele,« siger han.

Britta Nielsens døtre bedyrede deres uskyld på tv, kort efter deres mors svindel blev opdaget.
Britta Nielsens døtre bedyrede deres uskyld på tv, kort efter deres mors svindel blev opdaget. Foto: Foto: Discovery Networks Danmark
Vis mere

Han fortæller, at søstrene og advokaterne ikke havde set spørgsmålene på forhånd, de havde ingen redigeringsret, de fik intet til gennemsyn, og der var ingen betaling for at stille op.

»Der har ikke været betalt noget som helst, og der har heller ikke været nogen forespørgsel om det,« siger Martin Kjær Jensen, der er redaktionschef hos produktionsselskabet Deluca, der har lavet interviewet for Kanal 5.

Hele 318.000 seere så ifølge Kanal 5 med, hvilket gør programmet, der blev optaget søndag, til den næstmest sete egenproduktion på kanalen nogensinde.

Jamilla Hayats advokat, Peter Secher, fortæller, hvorfor han ser en interesse i at lade sin klient blotte sig på tv.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som er sigtet for svindel for 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Her fotograferet under retsmødet i Sydafrika, hvor hun fik lov til at rejse hjem til varetægtsfængsling i Danmark.
Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som er sigtet for svindel for 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Her fotograferet under retsmødet i Sydafrika, hvor hun fik lov til at rejse hjem til varetægtsfængsling i Danmark. Foto: PHILL MAGAKOE
Vis mere

»Jeg mener, hun har været genstand for en pressehetz gennem en måned, fordi alle og enhver, trods navneforbud, har kunnet regne ud, hvem der var den sigtede, og når man har stået model til nok i pressen, er man nødt til at tage til genmæle.«

»Det, der havde min interesse, var, at det skulle være dygtige og dybdeborende journalister, og så havde jeg et ønske om et interview, hvor alle spørgsmål og svar kunne bringes i sammenhæng,« fortsætter Peter Secher.

Den udlægning stemmer overens med Martin Kjær Jensens udsagn:

»Det har været vigtigt med tilliden. De har set, hvem vi er, og hvad vi har beskæftiget os med tidligere. Det var vigtigt for dem, at det var et kritisk interview. Det måtte ikke være mikrofonholderi.«

Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Vis mere

»Og så har det været vigtigt for dem at kunne komme rundt om det hele, så de kunne nøjes med ét interview. Vi kommer med et langt format - 46 minutter samt hele det uredigerede interview, der er lagt tilgængeligt på nettet bagefter.«

Ifølge Peter Secher opfordrede han Jamilla Hayat til at være ærlig foran kameraet.

»Jeg har sagt, at hun skal fortælle sandheden, og så har jeg forberedt hende på, at det er ubehageligt at stille sig frem på landsdækkende tv. Det er grænseoverskridende for de fleste.«

Ifølge advokaten gjorde den sigtede sig godt på skærmen.

Martin Kjær Jensen fortæller, at han fik et godt indtryk af de to søstre, som han beskriver som søde og behagelige kvinder.

Men om de talte sandt, vil han ikke vurdere.

Samina og Jamilla gav udtryk for, at de ikke vidste, hvor pengene kom fra - hvor overbevisende virkede de på dig?

»Jeg ser det ikke som min rolle at bedømme de mennesker, jeg interviewer,« siger han.