Det var som om, at tiden gik i stå, da Henning Nockels hånd ramte en lille børneryg i sandet ved Vorupår søndag eftermiddag.

Forinden havde den tyske fotograf – sammen med en cirka 15 andre – gravet på livet løs i en større sandbunke ved Vorupør.

Dernede lå der nemlig to tyske drenge, der var blevet begravet under sandet efter et større jordskred.

»Jeg så pludselig en jakke i sandet, og da jeg tog hånden derned, mærkede jeg en ryg. Og så mærkede jeg meget klar bevægelse,« fortæller tyske Henning Nockel, der er på ferie ved Vorupør.

Kort forinden stod Henning på sit surfbræt og kæmpede med Vesterhavets bølger, da han registrerede en masse uro inde på land.

Han surfede tættere på og opdagede en flok på omkring 15 mennesker, der lå på alle fire og gravede. 

Og så fik han fart på.

»Jeg har hørt om sådanne ulykker før, så jeg tænkte, at de havde brug for alle hænder. Derfor skyndte jeg mig ind på land, smed mit gear og løb hen mod gruppen,« fortæller Henning Nockel.

Dér kunne han hurtigt konstatere, at der ikke var tale om nogen regulær sandbunke.

I sandet var der nemlig masser af græs og rødder, som de mange hjælpere i lang tid forsøgte at få flyttet. 

Det lykkedes efter omkring ti minutter, fortæller Henning.

Herefter gik der kort tid, før den tyske fotograf så et lille stykke stof.

Stoffet var fra en jakke, der sad på en af de tyske drenge under sandet. Og da Henning satte hånden ind på jakken, mærkede han en ryg, der bevægede sig.

Drengen sad dog så fast i sandet, at han ikke kunne blive hevet ud.

Derfor skiftede Henning og flere andre fokus til den anden dreng.

»Da vi forsøgte at få den første dreng ud, skubbede vi sandet til højre, men så råbte en mand: 'I skal ikke skubbe sandet herhen - der ligger også en'. Derfor begyndte jeg at grave efter det andet barn,« siger Henning og fortsætter:

»Og der fik jeg så hurtigt fat i et par fødder, som jeg hev i. Kort efter havde vi et bevidstløst barn i hænderne, som vi gav videre til redningsfolkene.«

I nærmest samme ombæring blev det andet barn også reddet ud.

Det affødte spontane klapsalver og lidt jubel, men så sænkede der sig også en sørgmodig stilhed over gruppen.

Som om, at situationens ubegribelige alvor pludselig gik op for dem.

»Man blev ramt af sådan en tomhed. Folk begyndte at græde, fordi mange jo har børn, og fordi det jo var tydeligt, at de her drenge ikke var uskadte. Det hjalp så heller ikke, at vi ikke kendte til tilstanden, fordi redningsfolkene havde taget over,« siger han.

De to tyske drenge på 9 og 12 år blev fløjet på hospitalet, og den sidste melding fra politiet er, at de begge er i kritisk tilstand. 

I alt nåede drengene at være begravet i jordskreddet i omkring 40 minutter. 

Politiets teori er, at de to drenge havde gravet en hule i klitterne, og at der i den forbindelse var sket et jordskred.