I 2024 blev franskmanden Dominique Pelicot idømt 20 års fængsel. Hans forbrydelse var, at han gennem ti år arrangerede voldtægter af sin daværende hustru, Gisèle Pelicot.

De fleste af voldtægterne foregik i parrets hjem i den sydfranske by Mazan, hvor Dominique Pelicot bedøvede sin kone og filmede, mens han lod mænd, han havde mødt på nettet, voldtage hende.

Selv anede Gisèle Pelicot intet.

Ikke før den dag, en politimand viste hende et billede af en kvinde.

»Kvinden lå på sengen, som om hun var død. Der var mænd ved siden af ​​hende. Jeg forstod ikke, hvem de var. Jeg kendte dem ikke. Jeg havde aldrig mødt dem,« siger hun til BBC.

Øjeblikket, hvor det gik op for Gisèle Pelicot, at hun så på sig selv, beskriver hun som begyndelsen på en ‘nedstigning til helvede’.

Gisele Pelicot talte til pressen, efter hendes eksmand i 2024 var blevet idømt 20 års fængsel for at have begået og organiseret voldtægter af hende. 50 medtiltalte mænd blev også dømt i sagen.
Gisele Pelicot talte til pressen, efter hendes eksmand i 2024 var blevet idømt 20 års fængsel for at have begået og organiseret voldtægter af hende. 50 medtiltalte mænd blev også dømt i sagen. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

I et stort interview med mediet sætter hun nu ord på, hvor vanskeligt det var at begribe, dels hvad hun havde været udsat for, dels at forstå sagens enorme omfang.

Hun beskriver den ubærlige smerte ved at skulle ringe til sine tre børn og fortælle dem sandheden om deres far.

Og hun forklarer, hvorfor hun, selvom hun oprindeligt havde valgt at vidne for lukkede døre, pludselig ændrede mening.

Det skete, da det gik op for hende, at hun med en lukket retssag også sikrede gerningsmændene anonymitet.

Derfor eksploderede Pelicot-retssagen i 2024 for fuld mediedækning både i Frankrig og resten af verden.

Selvom det var hårdt, har hun ikke én eneste gang fortrudt sin beslutning.

»Jeg er overbevist om, at hvis jeg var i stand til at gøre det, så kan alle andre ofre også,« siger den i dag 73-årige kvinde.

Under den fire måneder lange retssag nægtede flere af de 50 mænd, der stod tiltalt, at de havde begået voldtægt.

De forklarede sig med, at Dominique Pelicot havde givet dem tilladelse.

Det argument blev dog pure afvist af dommerne, der kendte de tiltalte skyldige.

Dominique Pelicot fik maksimumsstraffen på 20 år, mens 50 andre mænd fik fængselsstraffe på mellem fem og 15 år.