Han er tiltalt for drabet på den 32-årige, højgravide Louise Borglit i november 2016.

Men det var drabet på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør i juli 2016, som den nu tiltalte for et par år siden brugte som åbningsbemærkning, da han var på gårdtur i Enner Mark Fængsel i Horsens med sin nye ven »Frank«.

Den nu 29-årige tiltalte vidste dog ikke, at »Frank« i virkeligheden var under cover-agent fra PET, som politiet havde sendt ind i fængslet i et sidste forsøg på at samle belastende beviser mod den i dag tiltalte.

De mødte hinanden første gang i det lukkede fængsel 30. oktober 2020, hvor PET-infiltratoren fortalte en nøje planlagt løgnehistorie om, at han et par uger tidligere var blevet taget i Grønland med fire kilo hash og for noget vold.

Under fællesskabet med den nu tiltalte fortalte han også, at han havde været involveret i et kvindedrab i udlandet, og få dage senere drejede den nu tiltalte under en hemmeligt optaget gårdtur i fængslet hurtigt samtalen ind på netop kvindedrab.

»Det værste, hvis man snakker sager, det er, at de ikke har fundet kniven i Emilie Meng,« lød det fra den nu 29-årige i samtalen, som blev optaget på både video og med lydudstyr skjult på kroppen af PET-agenten.

Optagelsen fra 3. november 2020 klokken 12.18 blev afspillet i retten i Glostrup lige før frokost onsdag som led i anklagerens afhøring af den tiltalte.

»Og så hende der, hvor jeg kommer fra,« fortsætter den tiltalte.

»Hvor henne, siger du?« spørger PET-agenten.

»Elverparken. Det er ude i Herlev.«

»Det er den klammeste sag. Det er en 32-årig dame, der går ude i en park.«

»Med sin hund. Hun bliver stukket. Hun er højgravid. Otte måneder henne.«

»Hun bliver stukket i maven. Barnet, det dør inde i maven.«

»Nå, okay,« indskyder PET-agenten.

»Hun får skåret næsen af. Hun får sådan her – et knivstik ned gennem hjernen,« forklarer den 29-årige, og laver samtidig en demonstration af gerningsmandens bevægelser med sin krop under gårdturen.

»Ja, ja – djukk – oppe i hovedet, så hun kradser af. Det var jo ikke sikkert, at hun kradser af, fordi hun bliver stukket i maven. Hun får kun to stik i maven. Men den har jo ramt babyen.«

På det tidspunkt var han i gang med afsone en straf på otte års fængsel for drabsforsøg på sin tidligere kæreste.

Og især de hemmelige aflytninger fra fængslet kom til at spille en helt central rolle for, at politiet siden varetægtsfængslede og tiltalte den nu 29-årige for knivdrabet i Elverparken i Herlev i 2016.

I retten har anklageren onsdag blandt andet boret i, hvordan den tiltalte kunne vide, at Louise Borglit ved mordet havde fået skåret en stor del af sin næse af.

Det forklarer den tiltalte ved, at politiet under en afhøring i 2018 havde vist ham billeder af det skamferede lig. Det skal både den afhørende betjent og den tiltaltes daværende forsvarer senere afhøres om under sagen.

Anklageren har bebudet, at han som led i bevisførelsen vil afspille samlet 73 klip af de hemmelige optagelser med en varighed af i alt to timer og 45 minutter.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Der ventes dom i sagen i slutningen af juni.