To mænd har afgivet forklaring i retten, hvor en 16-årig dreng sidder tiltalt for at tilslutte sig terrorgruppen Feuerkrieg Division og hverve medlemmer til denne.

Den første i vidneskranken torsdag i Retten i Holbæk er en høj, slank mand med jakkesæt.

»Jeg kan forstå, at De ikke ønsker, at Deres identitet kommer frem i retten, derfor skal jeg bede Dem om at komme herop og vise Deres navn til mig,« siger retsformanden til manden, da han kommer ind retssalen.

Det kommer dog frem i retten, at den hemmelige mand arbejder for Center fra Terroranalyse, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste. Centeret vurderer blandt andet terrortruslen mod Danmark.

Den unge dreng, der er tiltalt i sagen, er igen mødt op i retssal A iført blåt jakkesæt. Da retssagen startede tirsdag, havde han hvide sneakers på, men i dag er de skiftet ud med et par badesandaler til jakkesættet.

Han småsnakker med sin advokat, inden sagen går i gang, og virker til at være i godt humør. Den unge mand nægter sig skyldig.

Anklageren Rune Rydik spørger analytikeren fra Center for Terroranalyse, hvilke miljøer de højreradikaliserede unge mænd kommer fra, og om de bliver hvervet i gaming-miljøet.

»Ja, det kan vi se.«

Den 16-åriges mor og far overværer retssagen ved Retten i Holbæk. Torsdag havde de frokost med til ham, da det ikke virkede til, at Kriminalforsorgen havde husket madpakken.
Den 16-åriges mor og far overværer retssagen ved Retten i Holbæk. Torsdag havde de frokost med til ham, da det ikke virkede til, at Kriminalforsorgen havde husket madpakken. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Flere af de gerningsmænd, som vi kender til – her kan jeg nævne gerningsmanden fra Christchruch-skyderiet og flere andre, de udgiver manifester, hvor de kommer med gamingreferencer. For eksempel har flere nævnt en highscore over drab i deres manifester, og nogle har med et GoPro-kamera sendt live fra deres angreb,« siger manden.

Ifølge den hemmelige analytiker kommer terrortruslen mod Danmark blandt andet fra højreorienterede grupper. Men det er ikke fysiske grupper, i stedet består den i dag af grupper, der eksisterer på internettet og inddelt som små celler rundtomkring i for eksempel Europa.

Han fortæller, at Feuerkrieg Division er inspireret af nynazismen – især en gren, der kaldes for Siege, som en amerikaner ved navn James Mason står bag.

»De kommunikerer virtuelt. Det foregår på krypteret chatfora, hvor man deler materiale, memes, angrebsplaner. Det kan også være 'almindeligt' højreorienteret materiale om folk som Hitler,« fortæller den hemmelige analytiker.

Dagens andet hemmelige vidne er ekspert i 'counter terrorism' med speciale i højreradikaliseret grupper, der eksisterer online.

Han arbejder for Europol, der er den europæiske politienhed. Han vil kun oplyse sit tjenestenummer. Men dommeren kender mandens identitet.

Han fortæller, at den nynazistiske gruppe Feuerkrieg Division (FKD) blev stiftet i 2018 af en estisk dreng, der gik under navnet 'commander'. Eksperten kender til ti retssager, hvor folk fra grupper som FKD har fået fængselsdomme for terrorrelateret kriminalitet.

Ifølge eksperten er det især drenge og unge mænd, der er medlem af FKD – typisk i alderen 13-25 år. Han vurderer, at der er omkring 30 medlemmer.

»Selvom de kun er 30 medlemmer, så er de meget fjendtlige. De danner grundlag for, at man udfører og planlægger angreb.

Den hemmelige Europol-betjent fortæller, at FKD fisker deres medlemmer fra online computerspil. Her nævner han CS: GO, Roblox og Minecraft.

»Ifølge vores erfaring er mange af de unge mennesker meget aktive på platforme som Discord og Twitch. Her møder de ligesindede personer. Først deler de tanker om nazismen, nazistiske memes og andet. Hvis det fornemmes, at der er en fælles forståelse, kan man få invitation til at blive en del af lukkede grupper.«

»Hvis man først kommer ind i de lukkede grupper, har man taget skridt til at blive radikaliseret, siger han.

Den 16-årige dreng har selv fortalt i retten, da han blev afhørt på retssagen første dag, at han spillede meget CS: GO og Roblox. Her fandt han venner, som han begyndte at skrive med. Det førte til, at han kom med i nynazistiske grupper.

Men den tiltalte forklarede, at han havde en anden virkelighed på nettet, når han skrev med sine venner på beskedtjenesten Telegram – det var for sjov, som han sagde.

Da politiet slog til mod drengen 7. april 2022, var han kun 15 år og boede hjemme hos sine forældre.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i, at den nu 16-årige skulle have haft en ledende rolle i terrorsammenslutningen.

Ifølge politiet har han på beskedtjenesten Telegram både sendt våben- og bombemanualer til andre af Feuerkrieg Divisions medlemmer.

Samtidig skulle han også have været med til at udarbejde en håndbog, som beskriver gruppens formål. Håndbogen skulle også beskrive gruppens forventninger til medlemmerne.

Da han søgte om medlemskab af Feuerkrieg Division, skrev han til den nynazistiske gruppe, at han havde våbentræning og kendskab til sprængstoffer.

I alt er han tiltalt for fire forhold, der skulle have fundet sted i perioden fra december 2021 til 7. april 2022, hvor han blev anholdt.

Der falder dom i sagen i maj.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller dér, hvor du normalt lytter til podcast: