Et tårevædet knus i frihed i sit hjemland af sine børn, som hun ikke har set i mere end 14 måneder.

Eller en tvangsudlevering til et belastende ophold i en fængselscelle i Sydafrika på ubestemt tid.

Sådan var de to mulige udfald for den 46-årige kvinde Kristine Misane fra Letland, da hun fredag eftermiddag tog plads i Østre Landsret.

Landsretten besluttede at omstøde den kendelse om løsladelse af kvinden, som Københavns Byret 30. januar nåede frem til.

Byretten fastslog, at den lettiske kvinde skulle løslades, fordi der var et misforhold mellem den straf på omkring et års fængsel, som hun formentlig vil stå til i Sydafrika, og de nu 431 døgn, som hun har siddet bag danske tremmer i Vestre Fængsel.

Men den kendelse omstødte landsretten altså, så kvinden fortsat skal være fængslet med henblik på at blive udleveret til Sydafrika hurtigst muligt.

En halv snes demonstranter med skilte havde forud for fredagens retsmøde taget opstilling foran Østre Landsrets afdeling i Bredgade i København.
En halv snes demonstranter med skilte havde forud for fredagens retsmøde taget opstilling foran Østre Landsrets afdeling i Bredgade i København. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Den lettiske kvinde havnede i en juridisk Bermuda-trekant mellem Sydafrika, Danmark og Letland, da hun 9. december landede i Københavns Lufthavn.

Her blev hun anholdt af dansk politi på grund af en international efterlysning fra Sydafrika.

De sydafrikanske myndigheder ønsker hende udleveret, fordi hun er sigtet for at have bragt sin dengang treårige datter ud af landet i maj 2018. Dermed overtrådte hun en retslig afgørelse, påpeger sydafrikanerne.

Kristine Misane er jurist og har fortalt, at hun flygtede med barnet på grund af vold og andre overgreb fra datterens sydafrikanske far. Hun har desuden også en dreng på 11 år, der nu befinder sig i Letland.

Kvindens langvarige frihedsberøvelse i Danmark har påkaldt sig meget stor opmærksomhed i Letland. Også på politisk niveau, hvor blandt andet landets parlament Saeima har appelleret til danske politikere om at blande sig.

Danmarks ambassadør i Letland har undervejs også været indkaldt til møde i det lettiske udenrigsministerium. Alligevel meddelte rigsadvokaten i Danmark så sent som torsdag, at udleveringen til Sydafrika står ved magt.

»Hvis landsretten løslader Misane, har hun haft held til at kortslutte det internationale system, og det skal ikke ske,« lød det i landsretten fra anklager Anders Larsson fra Københavns Politi.

»Alle de skridt, som Misane har foretaget, er egnet til at forsinke processen,« tilføjede han. Samtidig anerkendte anklageren dog, at hendes protester ikke har været ulovlige.

Modsat fastslog Henrik Stagetorn som kvindens advokat, at varetægtsfængslingen har været er ude af proportioner med den straf, hun står til i Sydafrika. Desuden er en frist på 30 dage i udleveringsloven igen blevet overskredet, påpegede han.

»Jeg vil blot fremhæve, at det jo ikke er sådan, at Kristine Misane synker i jorden i tilfælde af løsladelse. Sydafrika har jo mulighed for at rette henvendelse til hendes hjemland,« understregede Henrik Stagetorn.

I sin kendelse fastslår Østre Landsret imidlertid, at det i høj grad beror på den lettiske kvindes egne forhold, at udleveringen endnu ikke er gennemført. Og derfor skal hun fortsat være varetægtsfængslet i en kortere periode, indtil hun kan udleveres til Sydafrika.