Lørdag eftermiddag bød på kolde december-temperaturer, men alligevel hoppede en 60-årig kvinde ned i en å for at redde en nødstedt fremmed.

En 59-årig mand var ved et uheld kørt i vandet med sin elscooter og sad fast.

Da kvinden, som var ude at lufte sin hund, fik øje på ham, kom hun ham til undsætning.

»Det var sådan en elscooter med tag på, og manden sad fast og kunne ikke komme ud, så kvinden hoppede ned i vandet til ham for at sørge for, at han kunne få vejret,« siger vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Uheldet fandt sted i Middelfart, og politiet modtog anmeldelsen klokken 17.

De var fremme kort efter og kunne assistere kvinden med at hjælpe manden.

Hun var blevet i det kolde vand, indtil anden hjælp kom til stedet.

Efter et kvarter til 20 minutter var manden ude af elscooteren, og han blev med ambulance kørt på hospitalet i Odense.

»Han var noget underafkølet, men ellers ved godt mod,« siger vagtchefen.

Kan du genkende beskrivelserne om episoden eller kender du kvinden, der hoppede i vandet, så skriv til redaktionen på B.T. Odense på: tipodense@bt.dk

Kvinden, der kom manden til undsætning, får ros fra ordensmagten, og nu er hun indstillet til at få en dusør, som Fyns Politi uddeler til fynboer, der har udvist heltemod.

Både heltinden og den nødstedte mand var fra Middelfart.