Forargelsen er til at tage at føle på, da retsordføreren for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, ser tallene.

Han har hidtil haft en ide om, hvor mange bandemedlemmer der modtager penge fra det offentlige, men han er alligevel overrasket over omfanget.

»Det er flere, end jeg havde regnet med. Det er helt vilde tal,« siger han.

Torsdag har Justitsministeriet i et svar til retsudvalget oplyst, at halvdelen af landets registrerede bandemedlemmer modtager skattekroner til forsørgelse.

Helt præcist er 1.245 personer registreret som bandemedlemmer i Politiets Efterforskningsstøttedatabase, oplyses det på baggrund af tal fra Rigspolitiet.

Ud af disse har 610 personer svarende til 49 procent modtaget offentlige ydelser i minimum én måned i 2020. Offentlige ydelser omfatter eksempelvis dagpenge, SU, førtidspension og kontanthjælp.

Det vækker harme hos Peter Skaarup.

»Det er nogle mennesker, der – i mange tilfælde – har tid til at lave organiseret kriminalitet og tjener penge på død og ødelæggelse. Hvis de personer så samtidig kan få offentlig forsørgelse, så er der noget helt galt,« siger han.

Peter Skaarup (DF) er forarget over, at halvdelen af de bandekriminelle får offentlig forsørgelse.
Peter Skaarup (DF) er forarget over, at halvdelen af de bandekriminelle får offentlig forsørgelse. Foto: Emil Helms
Vis mere

Det er Peter Skaarup selv, der har bedt justitsministeren om at få opgjort tallene. Han har desuden bedt om at få at vide, hvor mange af bandemedlemmerne på forsørgelse der møder op til samtaler og aktivering på jobcentrene.

Der svares ikke entydigt på dette, da sådanne tal ikke findes. Men eksempelvis oplyser Københavns Kommune, at der aktuelt er 68 aktive borgere i Københavns Kommunes Specialenhed, som blandt andet består af ledige borgere med banderelationer.

'Kommunen har i perioden 1. september 2020 til 31. oktober 2020 foretaget 60 sanktioner på 42 unikke borgere på baggrund af manglende fremmøde til samtale og/eller tilbud,' oplyses det.

»Det bekræfter vores indtryk af, at det kan lade sig gøre at undslå sig aktivering. Så længe de her personer er på offentlig forsørgelse, så må det mindste, vi kan kræve, være, at de stilles på lige fod med alle andre borgere. Det går ikke, at man har en særlig stilling som følge af sit bandemedlemskab,« siger Peter Skaarup.

Han fortæller, at Dansk Folkeparti nu foreslår en lov, der skal gøre op med, at bandemedlemmer kan få offentlig forsørgelse. Personer registreret i politiets banderegister skal ganske enkelt ikke kunne modtage bistand.

»Vi foreslår, at man ved at være bandemedlem skal blokeres fra at kunne modtage offentlig forsørgelse,« siger han og fortsætter:

»Skal vi komme bandekriminalitet til livs, så skal man ikke kun gå direkte efter kriminaliteten – vi skal også gå efter de økonomiske forhold, hvis vi skal stresse de her miljøer.«

»Det vil betyde noget for den afstandtagen, vi kan tage som samfund. Det vil sende et vigtigt signal til bandemedlemmerne,« lyder det.