Han har en barndom, der for de fleste mest af alt minder om en rigtig dårlig B-film. En barndom, hvor han var isoleret for omverdenen. Sammen med sine brødre og søstre blev han holdt indespærret. Uden kontakt til naboer og andre børn. En kontakt de var blevet frarøvet af deres forældre, Lisbeth Eliasen og Jens Valbek Jørgensen.
Men det var også en barndom, hvor familien ofte var på flugt fra politi og sociale myndigheder, der ønskede at tvangsfjerne børnene. Noget forældrene med al magt ville undgå, fortæller parrets i dag 16-årige søn, D.
- Når vi stak af, så stak vi af i vores almindelige personbil. Så kørte vi til Sverige. Jeg husker engang, hvor jeg var 6-7 år, hvor vi var derovre i, hvad jeg husker som et halvt år. Efter et stykke tid kom vores mor over med bussen. Den boede vi så i på en campingplads, fortæller han.
Men pludselig en dag fornemmede forældrene, at jorden begyndte at brænde under dem. Og så var det i al hast med at komme videre.
- Mine forældre fandt ud af, at der var et dansk par på pladsen, der havde hørt, at vi var efterlyst. Så inden de kunne nå at tilkalde politiet, stak vi ret hurtigt af.
Men familien blev i Sverige. De flyttede på landet.
- Vi boede derefter hos en bondemand, hvor vi fik lov til at parkere bussen. Vi parkerede bag et rødt hus, så man ikke kunne se bussen fra vejen. Der boede vi helt indtil, vi valgte at tage tilbage til Danmark.
Selvom det kan virke meget surrealistisk for de fleste mennesker, så var der for D intet unormalt i den utraditionelle måde at leve på. Han kendte ganske enkelt ikke til andet, og vidste ikke hvordan ”et normalt liv” var.
- Jeg har aldrig rigtig tænkt videre over, at vi havde fået lov til at bo der (hos den svenske bonde, red), og hvordan de havde fået ham overtalt til. Men mine forældre har en rigtig god evne til at overtale andre mennesker, siger han.
Sammen med sin bror, Jannus, der i dag er 19 år, blev D tvangsfjernet i 2005. I starten boede de på et opholdshjem sammen. D bor i dag hos en plejefamilie i Faxe, som han er meget glad for.
- Det er nogle meget dejlige mennesker, siger han.
Brødrenes voldsomme forhistorie har gjort, at der er skabt et rigtig stærkt bånd mellem D og storebroren, Jannus.
- Jeg er rigtig glad for, at jeg har min bror. Uden min bror så ville jeg slet ikke kunne så mange ting i dag. Han gør nogle ting mulige for mig, fordi han altid er der for at støtte mig, siger han og fortæller, at de to taler rigtig meget sammen, ligesom de også ser rigtig meget til hinanden.
Mor kunne ikke sige fra
Det er en måned siden, at D, Jannus og resten af de i alt seks søskende fik at vide, at de faktisk har endnu en lillebror, M. Han blev fundet under en ransagning politiet foretog af forældrenes hus. Ingen havde nogensinde hørt om den lille dreng, som myndighederne anslår til at være omkring fire år, før. Som man kunne læse i gårsdagens udgave af BT, kom oplysningen endda også bag på mormor og morfar, der bor i Silkeborg, der fik nyheden overbragt af BT.
- Men hun ville beholde børnene, det er jo nok derfor, at hun ikke har sagt noget- Hun er ikke noget ondt menneske, fortæller Kirsten, Lisbeth Eliasens mor, der talte med sin datter mindst en gang om måneden over telefonen.
Og selvom D i går fortalte til BT, at han ikke ønskede kontakt til sine forældre, så skyldes det ikke moren. Det skyldes dermed faren, der ifølge brødrene slog dem.
- Min mor var faktisk meget kærlig. Men det var ikke så meget, jeg fik lov til at have kvalitetstid sammen med hende, fordi min far hele tiden var over hende. Han var heller ikke sød overfor hende.
Jeg tror ikke, at der er noget galt med min mor, hun har bare ikke været stærk nok til at sige fra overfor min far.
