Der var tale om løse og udokumenterede påstande, da B.T. den 3. november bragte en artikel med titlen 'Rockere står bag salg af narko i Parken'.

Det mener Hells Angels, der via af deres advokat Peter Secher har valgt at klage til Pressenævnet, fordi B.T. har 'handlet i strid med god skik, da artiklen indeholder ukorrekte og ikke nærmere undersøgte skadelige oplysninger.'

»Artiklen er baseret på anonyme kilder, og hverken politiet eller Telia Parken kan bekræfte påstandene. Så der er tale om påstande, som aldrig er blevet dokumenteret. Vi har en håndfuld mennesker, der er kommet i Telia Parken i mange år, og det vil de ikke have hængende over sig. Det er krænkende at skrive sådan noget,« siger presseansvarlig i Hells Angels, Thomas, til B.T.

Han ønsker ikke sit efternavn frem.

I artiklen skriver B.T. blandt andet, at det er personer med tilknytning til Hells Angels, der står bag salg af narkotika i Telia Parken, og at salget foregår under den såkaldte Sektion 12-tribune, hvor FCK's mest hårdkogte fans holder til, når FCK spiller hjemmekampe.

Men det afviser Thomas.

»Og vi tager kraftigt afstand til de påstande. Det er overhovedet ikke noget, vi kender til,« understreger Thomas over for B.T.

I klagen til Pressenævnet anfægter Hells Angels og Peter Secher påstanden om, at personer med tilknytning til Hells Angels angiveligt skulle stå bag narkosalg i Telia Parken. Påstanden er baseret på anonyme kilder, og ifølge HA-talsmanden Thomas vil det altid være nemt at »skyde skylden på rockerne«.

»Det er nemt at sige. Det er nemt at give rockerne skylden, og det er den letteste forklaring. Jeg kunne godt tænke mig, at der var belæg for at sige de her ting.«

Men kan du forstå, at personer ikke ønsker at stå frem, når det omhandler jer?

»Jeg kan sagtens forstå, at de ikke ønsker at stå frem. Det er nemt at sige noget, som man ikke vil stå ved og komme med påstande, som der ikke er dokumenation for. Man bør underbygge det en smule.«

I klagen påpeger Hells Angels og Peter Secher desuden, at B.T. ikke har forelagt gruppen anklagerne om, at personer med tilknytning til Hells Angels skulle stå bag salget.