Helle Jensen undrede sig meget, da hun mandag morgen mødte ind til sit job i ToyStore i Søndervig – hvor var juletræet? Og hvorfor kunne hun ikke åbne døren?
Hun havde den tidlige vagt og derfor ansvaret for at åbne butikken, men døren bandt så meget, at hun næsten ikke kunne få den op. Da hun endelig kom ind fik hun sig endnu en overraskelse, fortæller hun til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
»Jeg kiggede ud af vinduet og kunne se hen over juletræet. Det var underligt, for juletræet er fire meter højt,« siger hun til mediet og fortsætter:
»Så opdagede jeg jo, at toppen manglede.«
Og det var hun ikke særlig begejstret for. Hun vil gerne have, at det ser pænt og hyggeligt ud i december.
Hun skyndte sig at tjekke videoovervågning, hvor hun fandt svaret på, hvad der var sket i løbet af natten.
En mand havde først sparket til låsen på døren ind til ToyStore-butikken, og da døren til sidst var gået op, så gav han sig i kast med juletræet, der fik en ordentlig omgang. Han knækkede det midt over.
Episoden er meldt til politiet, og Helle Jensen håber, at han er så genkendelig på overvågningen, at man hurtigt finder ham. Desuden har hun bestilt et nyt juletræ.