En mand er kørt på sygehuset efter et voldsomt frontalt sammenstød fredag formiddag.

»To biler er kørt sammen klokken 10.02,« oplyser Jess Faldberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

»Da vi fik meldingen, lød den på, at der var én fastklemt i bilen,« siger han videre.

Manden er alvorligt tilskadekommen og er med eskorte blevet fragtet til sygehuset i Aalborg.

Ulykken fandt sted på Vråvej 905. Billeder fra ulykkestedet viser to biler, der tydeligt er mærket efter et frontalt sammenstød.

»Uheldet sker ved, at en 32-årig mand kører ad Vråvej, mens en 60-årig kvinde kommer kørende fra modsatte retning. Da hun skal til at dreje til venstre kører de to biler frontalt sammen,« fortæller vagthavende.

En læge blev kort efter sammenstødet sendt til ulykkestedet med helikopter. Kvinden blev i forbindelse med ulykken lettere skadet.

Fredag eftermiddag melder vagtchef Per Jørgensen, at mandens tilstand er stabil, men fortsat alvorlig.