En dansk fiskekutter er fredag eftermiddag gået ned i Nordsøen. Alle ombordværende er i god behold.

En redningshelikopter er fredag kommet fem personer til undsætning på Nordsøen. De fem - en dansker og fire polakker - var om bord på fiskekutteren "James Robert", da den ved middagstid begyndte at synke.

Besætningen slog alarm, og en redningshelikopter fra Flyvestation Skrydstrup blev sendt afsted. Kutteren befandt sig cirka 40 nautiske mil - svarende til cirka 74 kilometer - vest for Skjern.

Det oplyser Forsvarets Operationscenter.

Alle ombordværende er i god behold.

- De blev firet op i helikopteren fra skibet én efter én og blev derefter fløjet til Esbjerg, fortæller major og vagthavende officer Allan Jydemand Mortensen fra Forsvarets Operationscenter.

Det er endnu uvist, hvorfor skibet begyndte at synke. De videre undersøgelser står politiet og Søfartsstyrelsen for.

- Kutteren har man ladet drive, da vejret er dårligt - der er megen blæst og mange bølger i området. Desuden er det en civil opgave at bjærge den.

- Derfor har vi udsendt et navigationsvarsel for at gøre opmærksom på skibets tilstedeværelse i Nordsøen, siger Allan Jydemand Mortensen.

Mens redningshelikopteren var undervejs, holdt besætningen på et nærliggende portugisisk skib øje med situationen omkring fiskekutteren og holdt Forsvarets Operationscenter opdateret om udviklingen på stedet.

/ritzau/