En kvindelig bilist fik sig et regulært chok, da hun natten til lørdag kom kørende på Herningmotorvejen ved Brande. 

Her sprang en mand pludseligt ud foran hendes bil. 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum til TV Midtvest. 

Han fortæller, at der var mærker på kvindens bil efter påkørslen – men at manden ingen steder var at finde. 

»Der var noget plastik, der var faldet af bilen,« siger han og tilføjer: 

»Vi kan ikke gøre så meget mere på nuværende tidspunkt. Vi har haft helikopter, droner og hunde i gang med at søge efter manden uden held.« 

Derfor vil politikredsen gerne høre fra vedkommende eller andre, der har været vidne til hændelsen.