Ved det første møde spurgte den ukendte mand blot, hvad klokken var.
Men da han kort tid efter kom tilbage og hev fat i den 11-årige pige, havde han en pistol i hånden.
Den truede han pigen med og trak hende med ind i skovtykningen i Bøtøskoven på Falster, hvor han udsatte hende for både en voldtægt og drabsforsøg.
Forbrydelsen fandt sted 4. august 1999 og gav efterfølgende genlyd i hele landet.
Sådan blev det ved i årevis, fordi politiet på Falster – med hjælp fra Rigspolitiets Rejsehold – ikke formåede at fange gerningsmanden.
I den periode var flere – både danskere og udlændinge – i søgelyset, uden ordensmagten fik et gennembrud.
»Vi får stadig tre-fire henvendelser om ugen og har i hvert fald ikke opgivet at fange gerningsmanden, selv om der nu er gået snart et år,« sagde vicekriminalinspektør Ove Groth fra Nykøbing Falster Politi tilbage i 2000.
Men i dag – 25 år senere – er der blevet sat et nyt punktum i sagen. For nye muligheder med DNA-teknologi har ført til gennembrud i sagen.
Politiet har nemlig anholdt en 56-årig mand i sagen, og han fremstilles her til morgen i et grundlovsforhør.
»Disse alvorlige sager bliver aldrig glemt. Hverken af de pårørende eller af politiet, hvilket denne sag med al tydelighed viser. Vi griber gerne muligheden og bruger de kvantespring, som teknologien tager, hvis det betyder, at vi kan finde frem til gerningsmænd også i meget gamle sager,« siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
Politiet har samarbejdet tæt på NSK i sagen.
Den 56-årige mand bliver torsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør. Han nægter sig ifølge Ekstra Bladet skyldig.

