Onsdag eftermiddag fik Heidi Ahlstens 10-årige søn lov til at gå ud og lege med en kammerat. Det havde han jo gjort så mange gange før.
Men legeaftalen endte med at blive et mareridt for de to drenge, der senere kunne fortælle, at de var blevet jagtet og forsøgt presset ind i en varebil af en fremmed mand.
Det har efterladt Heidi Ahlsten fuldstændig knust, rystet og chokeret, fortæller hun til B.T.
»Det hele er virkelig bare skræmmende. Man burde jo ikke være bekymret, når man sender sine børn ud for at lege.«
»Så det hele er meget utrygt. Det har været et hårdt døgn,« siger hun.
Det var omkring klokken 15, at Heidi Ahlstens søn forlod hjemmet i Nivå. Han skulle ikke gå for langt væk, hvilket han lovede.
»Ikke langt fra hjemmet blev min søn og hans kammerat så passet op af en varebil. Den stoppede, og en mand sagde, at han kendte dem.«
»Han beder dem om at hoppe ind, og så skal han nok køre dem hjem.«
Men drengene svarede ifølge Heidi Ahlsten tilbage, at de ikke kendte ham. De gik derfor videre til fods. Men det stoppede angiveligt ikke manden, der fortsatte med at jagte drengene på Rødehusvej i området omkring Æblets Kvarter,
»Han hoppede ud og sagde 'kom nu, kom nu'. Min søn kiggede ind og kunne se, at der ikke var nogle sæder i bilen.«
»Og de slog fast, at de ikke kendte ham. Og så løb de fra stedet.«
Grædende, forvirrede og skræmte forsøgte drengene at komme væk fra stedet. Men manden i varebilen fulgte ifølge Heidi Ahlsten efter.
»På et tidspunkt gemte de sig. Men han endte med at finde dem igen. Til sidst endte drengene ved en å, som faktisk er oversvømmet.«
»Men den trodsede de, så de gik faktisk ud i vand til lårene. Men de kom igen og løb videre til deres skole, hvor de rendte ind i en kvinde, som fandt en lærer.«
Heidi Ahlsten vil tro – ud for drengenes beskrivelser – at de har været forfulgt af manden mellem 10 og 15 minutter.
»Men tingene er gået meget stærkt.«
Politiet har selv meldt ud, at de leder efter manden. Og desuden vil man gerne høre fra eventuelle vidner.
Tilbage sidder Heidi Ahlsten med ondt i maven. Det samme gør hendes søn.
»Han er chokeret, men ellers har det ikke ramt ham. Vi har også været til psykolog, som fortæller, at det er meget naturligt. At han er i en form for forsvarsposition, og at der måske går et par dage, før han reagerer.«
Han har da også været i skole et par timer, hvor han blev fulgt frem og tilbage af voksne.
»Det var virkelig ikke rart at sende ham afsted i skole i morges. Det var meget utrygt.«
»Jeg håber, de finder frem til manden. For det her er helt sindssygt, at nogle kan finde på det her,« lyder det afsluttende fra Heidi Ahlsten.
Nordsjællands Politi kan træffes på telefon 114, hvis du ved noget om sagen.
Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger.
