Nordsjællands Politi har stadig ingen afgørende spor at gå efter i sagen om den 41-årige Heidi Abildskov, der i sidste uge blev fundet dræbt uden for sin villa i Virum med adskillige knivstik

Det bekræfter efterforskningsleder Henning Svendsen over for bt.dk.

Uden held ledte politiet fredag med minesøgere efter gerningsvåbnet omkring gerningstedet på Frederiksdalsvej.

- Nu ved jeg ikke, hvor meget de nåede i går, men havde de fundet det, havde jeg fået det at vide. Dagen i dag kommer til at gå med at lave en opsamling på alt det, vi har i forvejen, men som endnu ikke er afsluttet. Bla. henvendelser fra folk samt videovervågninger, siger Henning Svendsen.

Henvendelserne går hovedsagligt på ting, folk har set, samt trafik i og omkring området. Men det er ikke noget, der indtil videre har kunnet givet politiet et afgørende gennembrud i sagen.

Politiet fandt blandt andet blodplettet tøj i bagagerummet i familiens Mercedes 220 CDI. Herpå fandt man DNA fra personen, man formoder er gerningsmanden, men det er ikke en profil, politiet har i deres DNA-register.

Tidligere har politiet fortalt bt.dk, at der kan være tale om en udlænding, men Henning Svendsen fortæller, at der arbejdes lige så meget ud fra, at det kan være en herboende dansker. Politiet har sendt DNA-profilen videre til Interpol, så andre europæiske myndigheder kan tjekke, om de har en matchende profil i deres DNA-registre.

Lige nu er den den eneste nogenlunde holdbare teori, at gerningsmanden har været en tilfældig indbrudstyv, da politiet fandt en kasse med tyvekoster - heriblandt bærbare computere og en PlayStation - i familiens bil.

Kan Heidi være blevet dræbt på grund af bilen?

- Nej, det tror jeg simpelthen ikke. Hvis en indbrudstyv ser, at bilnøglen ligger frit tilgængelig, og at der holder en bil udenfor, sker det nogle gange, at tyven vælger at køre væk derfra i bilen og smider den et sted i nærheden. Der er jo en risiko ved at køre rundt i en stjålet bil, da bilen jo bliver efterlyst.

Der er en smal gangsti lige over for Heidis villa på Frederiksdalsvej, som gør det nemt at flygte. Tror du, huset er blevet nøje udvalgt på grund af flugtmulighederne?

- Det er svært at sige noget om. Men det vil være en meget tynd teori og ikke en teori, vi arbejder ud fra. Når vi ser på de indbrud, der bliver begået rundt omkring, er det ofte i huse, der er omgivet af andre huse, og ikke nødvendigvis, hvor det er let at komme væk derfra. I dette tilfælde er det jo foregået om natten, og selvom Frederiksdalsvej er en gennemgående vej, er den altså ikke vildt trafikeret om natten. 

Nordsjællands Politi hører stadig gerne fra folk, der kan have set noget natten til sidste fredag, hvor Heidi blev dræbt.