Flere af Lars Hedegaards naboer hørte skuddet ved attentatforsøget i hans hjem tirsdag formiddag på Frederiksberg

- Jeg så en mand løbe forbi vinduet, som om han havde gjort noget, siger Britta Westhausen til bt.dk.

Hun er nabo til islam-kritikeren Lars Hedegaard og bor i stueetagen i ejendommen på Frederiksberg. BT møder hende dagen efter attentatforsøget, hvor en mand forsøgte at skyde 70-årige Lars Hedegaard.

Det eneste politi, der nu er tilbage, er to teknikere, der undersøger opgangen for flere spor. Tirsdag formiddag hørte Britta Westhausen pludselig et højt brag ude fra opgangen. Da hun kiggede ud af sit køkkenvindue, så hun en mand løbe forbi.

- Han havde en rød jakke på og var sorthåret. Jeg tænkte, at enten var han postbud eller også udgav han sig for at være postbud, siden han løb.

Britta Westhausen blev evakueret af politiet, da de ankom. På vej ud så hun det affyrede projektil ligge på gulvet i opgangen. Også overboen Erik Lykke, som BT møder dagen efter, så projektilet. Han var i bad, da han hørte et ordentligt brag.

- Når man skyder i sådan en opgang, hvor det hele bare er beton, så giver det frygteligt meget genlyd, siger han.

Han skyndte sig ned til gadedøren for at se, hvad der var sket og mødte en nogenlunde rolig Lars Hedegaard.

Erik Lykke vil stadig passe på, hvem han lukker ind i opgangen, men han er ikke blevet nervøs for at være nabo til den kendte islam-kritiker.

- Hvis det er en tilfældig, der ringer på, lukker jeg ikke bare op, siger han. Han har også sin tyverialarm sat til, hvis nogen i fremtiden skulle forsøge at bryde ind.