Opdatering: Kort før klokken 21 melder DMI, at varslet om forhøjet vandstand ophører.
Flere biler står tirsdag under vand på Esbjerg Havn, hvor en mole er oversvømmet.
Det skriver Sydjyllands Politi på X, kort efter DMI har varslet forhøjet vandstand i Vadehavet.
Yderste kørebane ved færgelejet i Norby er også oversvømmet.
Varslingen om forhøje vandstand fik tidligere tirsdag politiet til at afspærre dele af Esbjerg Havn og Nordborg Havn og opfordre borgere til at fjerne deres køretøjer.
Flere andre biler er i fare for at blive oversvømmet, og politiet har iværksat nødflytning, lyder meldingen klokken 17.57.
Vandstanden i Vadehavet ventes at stige frem til midt på aftenen ifølge DMI.
Det skyldes et mindre lavtryk over Nordsøen, der bevæger sig ind over den nordlige del af Jylland og Skagerrak.
Der ventes også en hel del regn i forbindelse med lavtrykket. I Vestjylland kan den samlede nedbørsmængde komme op over 30 mm i tirsdagsdøgnet, lyder det.
DMI har i den anledning udsendt en melding om risiko for kraftig regn.