To unge mænd var ifølge politiet i gang med at købe ind til en eller flere terroraktioner, da de i december 2019 gik i en PET-fælde.

Det skete på parkeringspladsen ved indkøbscentret Field's i København.

Her mødtes den ene af dem med en PET-agent, og købte to pistoler med lyddæmpere, seks magasiner og 750 patroner.

Det blev oplyst torsdag formiddag i Københavns Byret, hvor en større nævningesag mod to 26-årige mænd blev indledt.

De er begge tiltalt for forsøg på terrorisme, og nægter sig skyldige.

Af anklageren forelæggelse fremgik det, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) i månedsvis siden sommeren 2019 langsomt havde arbejdet sig ind på de to tiltalte, som man mistænkte for at tilhøre det radikaliserede islamistiske miljø i Danmark.

På et lukket chatforum på tjenesten Telegram havde PET oprettet en fiktiv profil, som på et tidspunkt begyndte at skrive direkte med en af de tiltalte, som angiveligt samlede penge ind til en såret person i Tyrkiet.

På et tidspunkt mødtes den tiltalte med en PET-agent, som støttede indsamlingen med et pengebeløb, og efterhånden begyndte man også at drøfte, om der kunne skaffes våben.

Saad Shahien blev anholdt 11. december 2019 på parkeringspladsen bag Cabinn Metro Hotel ved indkøbscenteret Field's i Ørestaden i København.
Saad Shahien blev anholdt 11. december 2019 på parkeringspladsen bag Cabinn Metro Hotel ved indkøbscenteret Field's i Ørestaden i København.
Vis mere

Det kulminerede 11. december 2019 ved 12-tiden på parkeringspladsen ved Field's, hvor våbensælgeren var en undercover-betjent fra PET, der havde aftalt en pris på 6.800 kroner for våbenleverancen

Begge de to 26-årige mænd blev anholdt, og det samme gjorde 19 andre anholdt på Fyn, i Storkøbenhavn og i Aalborg i en aktion tilrettelagt af PET og det almindelige politi.

Senere har anklagemyndigheden opgivet sigtelserne om forsøg på terror mod de fleste af de andre anholdte, men ikke dem alle.

Eksempelvis blev en 31-årig mand fra Ghana i marts idømt to års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig ved Retten i Odense for støtte til og opildning til terror samt forsøg på terrorfinansiering.

Øjenvidner havde i tiden foran anholdelsen ved Field's lagt mærke til en sort kassevogn, som holdt parkeret på parkeringspladsen.
Øjenvidner havde i tiden foran anholdelsen ved Field's lagt mærke til en sort kassevogn, som holdt parkeret på parkeringspladsen.
Vis mere

De to 26-årige i den aktuelle sag i København nægter, at de i månederne op til våbenhandlen forberedte en terrorhandling.

Det fremgår ikke af tiltalen mod dem, om det var i Danmark eller i udlandet, at våbnene efter politiets opfattelse skulle bruges ved en eller flere terrorhandlinger.

Tidligere har den ene tiltalte i et retsmøde sagt, at det var en grotesk lav pris, som undercover-betjenten fra PET lokkede med – nemlig 6800 kroner for to pistoler, lyddæmpere samt ammunition.

Politi og anklagemyndigheden har derimod bidt mærke i de fundamentalistiske religiøse følelser, som den nu tiltalte forud for anholdelsen luftede under en chat om våben.

Ved anholdelsen af den nu dømte terrorist blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Ved anholdelsen af den nu dømte terrorist blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Vis mere

Men det var kun for at presse prisen ned, at han kom med de bastante udsagn, har han forklaret i et tidligere retsmøde i Østre Landsret.

Ud over chatten blev det til to fysiske møder med PET-agenten i november, før selve handlen fandt sted ved Field's.

Den ene af mændene skal også ivrigt have fulgt med på kanaler med sympatisører med Islamisk Stat på flere kanaler på beskedtjenesten Telegram. Men han har ikke set videoerne, har han forklaret.

Anklagemyndigheden vil muligvis også kræve, at den ene af de 26-årige frakendes sit danske statsborgerskab.

Den anden, jævnaldrende tiltalte er ikke dansk statsborger. Han kræves udvist, fremgår det af anklageskriftet.

Begge de tiltalte var ved retssagens start iført langærmede, hvide skjorter og mørke bukser. Begge har fyldigt sort hår og fuldskæg.

En af de tiltalte er udover forsøg på terrorisme også tiltalt for at have stjålet en Tom Ford-parfume til 810 kroner i Magasin og for at have været i besiddelse af en foldekniv med et ni centimeter langt blad ved sin anholdelse.

Terrorsagen skal efter planen foregå over 15 retsdage frem til efteråret, hvor dommen forventes at falde 26. oktober.